To Harder-kasser var ikke nok: Dansk verdensstjerne er ude af Champions League

Pernille Harder var på pletten to gange for Wolfsburg, men det var ikke nok til at komme forbi franske Lyon.

Pernille Harder scorede to gange for Wolfsburg, men det var i sidste ende ikke nok. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Det lyder vildt, at to mål ikke er nok til at få sit hold videre i Champions League, men det var faktisk ikke engang tæt på for Pernille Harder og hendes tyske hold Wolfsburg.

Her til aften røg de nemlig ud af kvartfinalen efter et samlet nederlag til franske Lyon på 6-3. Aftenens kamp sluttede 4-2, hvor Harder altså scorede begge de tyske mål.

Franskmændene har vundet Champions League de seneste tre år i træk, og det mærkede Wolfsburg også fra start af i dag.

Allerede efter otte minutter scorede tyske Dzsenifer Marozsan til 1-0 for Lyon, og da Wendie Renard gjorde det til 2-0 på straffe efter godt en halv time, så var opgaven tæt på umulig for Wolfsburg. De havde nemlig tabt 2-1 i den første kamp.

Men danske Pernille Harder viste sin klasse i nogle fantastiske minutter, hvor hun scorede to gange i starten af anden halvleg.

Pernille Harder tog duellerne, men det var i sidste ende ikke nok for Wolfsburg. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Blot fire minutter senere slukkede Lyons Eugenie Le Sommer dog alt håb, og med ti minutter scorede hun ligeledes til kampens resultat 4-2.

De to hold mødtes i Champions League-finalen både sidste år og i 2016.

Der var ikke meget mere succes for danskerholdet Paris Saint-Germain med Signe Bruun på bænken det meste af kampen. De røg ud efter at have tabt samlet 3-2 til Chelsea.

Det lignede ellers længe, at kampen ville gå i forlænget spilletid, men Chelseas overtidsmål sendte danskerholdet ud.

Nadia Nadim var ikke med for Paris Saint-Germain.

Facebook
Twitter