Heroiske HB Køge må give fortabt mod de forsvarende Champions League-vindere

HB Køges fodboldkvinder var oppe mod overmagten, da FC Barcelona torsdag aften vandt med 2-0 i Champions League.

Fridolina Rolfö og FC Barcelona var for stor en mundfuld for Selma Svendsen og HB Køge. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

HB Køge leverede en fornem præstation på hjemmebane mod FC Barcelona torsdag aften, men i den sidste ende måtte det danske mesterhold erkende et nederlag på 0-2.

I sin første Champions League-kamp på hjemmebane holdt det sydsjællandske hold stand i lidt mere end en time, før den forsvarende Champions League-mester kom på tavlen.

Med det ventede nederlag er HB Køge stadig uden point i gruppe C efter to runder, mens Barcelona er i spidsen med seks point.

HB Køge var tæt på at chokstarte allerede efter et halvt minut. Cecilie Fløe Nielsen brød uimodståeligt til baglinjen i venstre side og sendte bolden ind foran mål, hvor anfører Krya Carusa måtte se sin afslutning reddet af målmandens refleksredning på stregen.

Efter et lille kvarter var Køge igen tæt på føring. I et kvikt kontraangreb havde Barcelonas målmand afværget i første omgang, men bolden havnede uden for feltet, hvor Kelly Fitzgerald sendte bolden mod det tomme mål, men en forsvarer kastede sig og fik reddet forsøget.

HB Køge havde godt fat i Barcelona i første halvleg. (Foto: Claus bech © Ritzau Scanpix)

I den anden ende begyndte Barcelona at sætte sig mere på spillet og havde stor overvægt i boldbesiddelse, men storholdet havde svært ved at spille sig frem til de helt åbne chancer, og Køge forsvarede sig klogt.

Efter pausen blev det danske mesterhold trykket endnu mere i bund, og Barcelona afsluttede ivrigt, men stadig uden den store snert.

Men efter 62 minutter gik den ikke længere for HB Køge. I et gennemspillet angreb sendte hollænderen Lieke Martens bolden ind foran mål, hvor svenske Fridolina Rolfo scorede til 1-0.

Køge havde ikke længere noget at byde på offensivt, og i den sidste halve time blev det blot en heroisk kamp for at begrænse nederlaget.

Det lykkedes godt, og efter flere store redninger af keeper Kaylan Marckese lignede det 0-1, men i sidste tillægsminut blev Barcelona tilkendt et straffespark, som Jennifer Hermoso udnyttede.

/ritzau/

FacebookTwitter