Klublegende langer ud efter Barcelona

Johan Cruyff giver ikke meget for den måde præsidenten i FC Barcelona styrer klubben på.

Johan Cruyff i december 2010 inden han droppede sin officielle tilknytning til klubben. (© Scanpix)

Den tidligere tredobbelte vinder af Ballon d'Or og hollandske landsholdslegende, Johan Cruyff, har en mening om det meste, der foregår i de klubber, hvor han fejrede sine største triumfer, Ajax og FC Barcelona.

Inden aftenens opgør i Champions League mellem de to klubber i Amsterdam er han ude med riven efter ledelsen i den spanske storklub, som han mener på få år har formøblet al den velvilje, som var blevet bygget op igennem årene, bl.a. ved valget af velgørenhedsorganisationen Unicef som trøjesponsor. Pladsen på spillertrøjerne er sidenhen solgt til Qatar Foundation for 1,25 milliarder kroner.

- Det er sørgeligt at se Barcelona i sin nuværende tilstand. De var fodboldens kronjuvel med Unicef, men vi har mistet en masse prestige rundt om i hele verden.

- Jeg var smart nok til at aflevere mit klubskilt, så jeg ikke bliver smudset til på grund af alt det der sker nu, siger Johan Cruyff til dailymail.co.uk med henvisning til, at han forlod posten som ærespræsident i klubben i 2010, da den nuværende klubpræsident, Sandro Rosell, overtog styringen.

For mange trænere

Heller ikke den store udskiftning, der har været på trænerbænken i den catalanske klub igennem de senere år, bryder Johan Cruyff sig om.

- Barcelona havde to trænere på ni år (Frank Rijkaard og Josep Guardiola, red.), og nu har de haft tre på tre år (Tito Vilanova, Gerardo Martino og Luis Enrique, red.).

Johan Cruyff har aldrig lagt fingrene imellem, når han har uddelt kritik, og senest har han kaldt Manchester Uniteds manager og landsmand Louis van Gaals syn på taktik for 'militaristisk'.  

Ajax og FC Barcelona mødes i aften kl. 20.45, og du kan høre, hvordan det ender, i radioen i Liga på P3.

Facebook
Twitter