Kraul: Europas nye kæledægger kombinerer arrogance og afleveringer i smuk symbiose

Andreas Kraul ser nærmere på sæsonens store overraskelse i europæisk fodbold.

Den tidligere anfører i Ajax, Nicolai Boilesen, fortæller gerne om en særlig episode, når han skal beskrive mentaliteten i sin tidligere hollandske klub.

Historien handler om et taktikmøde afholdt på FC Barcelonas legendariske stadion, Camp Nou, to timer inden et opgør i Champions League mellem det spanske storhold og klubben fra Amsterdam tilbage i september 2013.

- På det møde gennemgik vores træner og assistenttræner deres hold spiller for spiller, og der formåede de simpelthen at pointere, hvordan Messi var dårlig under pres, og at Barcelona generelt var svage, når de ikke havde bolden.

- Sådan er selvforståelsen høj i Ajax, men det er også det fede ved klubben, som gør, at de i den her sæson kan tage ud på udebane mod Real Madrid og Juventus og spille fodbold på den måde, de har gjort. Med brystkassen fremme. Det er en mentalitet, som jeg godt kan lide. At vi så lige tabte den kamp i sin tid i Barcelona med 4-0, og Messi lavede tre, er noget andet.

Stor og stolt historie

Anekdoten fra Nicolai Boilesen er selvfølgelig ganske underholdende, men den er også meget illustrerende, når man skal forsøge at forklare, hvordan et hold uden for de traditionelle fem store ligaer i Europa (Spanien, England, Tyskland, Italien og Frankrig) lige nu står med en absolut realistisk mulighed for at spille sig i finalen i den fornemste klubturnering.

Senest det skete, var da portugisiske FC Porto vandt Champions League tilbage i 2004.

Ajax spiller onsdag aften hjemme mod Tottenham på Johan Cruyff Arena, der er opkaldt efter den tidligere hollandske stjernespiller. Cruyff døde i 2016. (Foto: ANP © Scanpix)

AFC Ajax fra Amsterdam er nemlig ikke en tilfældig klub i en tilfældig liga. Ajax er Johan Cruyffs klub og tidligere konger af Europa (senest sejr i Champions League i 1995), mens Holland er totalfodboldens hjemland samt flere gange VM-finalister.

Og selv om de økonomiske vilkår i topfodbolden de seneste år har sendt Æresdivisionen nedad på fodboldens rangliste, så har klubben fortsat en sejlivet tro på, at de ud fra deres egne idéer og talentudvikling kan spille med på den største scene.

I år er det lykkedes, og i hele verden har fodboldelskere fået halvvåde øjne over at se det offensive, pasningsinspirerede og delvist nytænkende Ajax-hold spille sig frem til de to nuværende semifinaler mod Tottenham, hvoraf hollænderne vandt den første i London med 1-0.

Pasningsøvelser som religion

Resultatet af den kamp var ganske fortjent, og fulgte dermed op på imponerende udesejre på 4-1 over Real Madrid på Bernabeu samt 2-1 over Juventus i Torino. I begge tilfælde har det været medrivende fodboldkampe, som Ajax har været med til at gøre ekstremt underholdende og til tider nærmest smukke i sit fodboldudtryk.

Især et enkelt opspil efter 56 minutter i kvartfinalen på udebane mod Juventus er blevet delt mange gange på de sociale medier. Angrebet førte ikke til scoring, men Ajax-holdets vilje og evne til helt nede fra egen målmand Andre Onana at kombinere sig forbi Juventus-holdet ved brug af fantasifulde førstegangsafleveringer og konstant bevægelse vakte opsigt.

Ajax spillede en forrygende returkamp i kvartfinalen mod Juventus. (Foto: ALBERTO LINGRIA © Scanpix)

Tiki-taka er set mange gange før, men her er det i en meget målsøgende og dynamisk form, som har gjort det hollandske hold til sæsonens absolutte kæledægger. Denne spillestil med fokus på det perfekte pasningsspil er naturligvis ikke kommet ud af det blå.

Nicolai Boilesen fortæller, at han i sine syv år i Ajax ikke oplevede en eneste træningsdag uden en pasningsøvelse, samt at afleveringer nærmest bliver dyrket som en religion.

Alle Ajax-spillere, uanset position, bliver trænet i at lægge afleveringen i den rigtige vinkel og til det rigtige ben i forhold til modtagerens næste aktion, og derfor skal spilleren, der modtager afleveringen, også stole blindt på, at hvis han får bolden til venstre ben ude ved venstre sidelinjen, så skal han – uden at behøve orientere sig - tage den med sig fremad banen. Ellers ligger fejlen hos medspilleren, der lagde afleveringen.

Erfaren stamme supplerer de unge

I forbindelse med FC Københavns to kampe mod Ajax i Europa Leagues ottendedelsfinale i 2017 var jeg selv på besøg på Ajax’ nybyggede anlæg tæt på Arenaen i Amsterdam. Her overværede jeg, hvordan klubbens ungdomshold helt ned til de helt unge årgange blev trænet i dette hurtige opspil under imponerende strukturerede øvelser.

Om det er nok til at besejre først Tottenham samlet, og siden også vinde finalen i Champions League i Madrid den 1. juni er naturligvis ikke sikkert, men til gengæld har sæsonen vist, at det (heldigvis) stadigvæk er muligt for andre klubber end dem fra de helt store at blande sig i toppen af europæisk fodbold.

Det bliver fortjent hyldet, men historien om Ajax-mandskabet som et decideret ungt holder nu ikke helt.

  • Anfører for Ajax, Matthijs de Ligt. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)
  • Frenkie de Jong i duel med Christian Eriksen i første opgør mod Tottenham. (Foto: Andrew Couldridge © Scanpix)
1 / 2

Jo, træner Erik ten Hag råder i skikkelse af den 19-årige forsvarer Matthijs de Ligt og midtbanefænomenet Frenkie de Jong på 21 år over to af Europas mest spændende talenter, men derudover er holdets stamme særdeles erfaren med en akse bestående af Daley Blind (29), Lasse Schöne (32) og Dusan Tadic (30).

Heller ikke i 2019 vinder man ret meget udelukkende med mælketænder, og i den første semifinale var Ajax-holdets gennemsnitsalder på de 13 aktive spillere 25,6 år, hvilket er meget tæt på det statistisk optimale.

Til gengæld er hele ni spillere på det nuværende hold gengangere fra mandskabet, der allerede i 2017 imponerede i Europa League mod først FC København og siden nåede helt til det års EL-finale i Stockholm mod Manchester United (0-2) på Friends Arena.

Kontinuitet er vigtig, når man ikke råder over turneringens største budget.

Dansk finaledeltager garanteret

Dengang var både Kasper Dolberg og Lasse Schöne på banen fra start i slutkampen, og de to danskere samt mindre sandsynligt Rasmus Nissen har en god chance for at blive de første danskere på banen i en CL-finale, siden Daniel Agger og Liverpool for 12 år siden tabte til AC Milan i Athen.

Lasse Schöne indtager en nøglerolle for Ajax. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

I vejen for det scenarie står Tottenham med Christian Eriksen som bærende kræft, så medmindre der opstår skader eller voldsomme formdyk, vil der under alle omstændigheder stå en dansker på banen i finalen i Madrid.

Det er nu nok overraskelsen Ajax, de fleste neutrale fodboldfans holder med onsdag aften i Amsterdam.

Opgøret mellem Ajax og Tottenham spilles klokken 21.00 onsdag aften på Johan Cruyff Arena i Amsterdam. Ajax vandt de to holds første møde i London med 1-0. Kampen kan ses på 3+ eller høres direkte i LIGA på P3.

Facebook
Twitter