Medie: Storsejr i Champions League mistænkes for snyd

En Røde Stjerne-leder er under mistanke for at have spillet et millionbeløb på et nederlag på fem mål til PSG.

Paris Saint-Germain og Neymar slog let Røde Stjerne i Champions League. Måske også for let. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

Den franske storklub Paris Saint-Germain havde let spil, da holdet i sidste uge mødte serbiske Røde Stjerne i Champions Leagues gruppespil.

Neymar og co. vandt med hele 6-1, men spørgsmålet er, om alt gik rigtigt til i kampen, der blev spillet på Parc des Princes i den franske hovedstad.

Ifølge den franske sportsavis L'Equipe har de franske myndigheder åbnet en undersøgelse, der skal fastslå, om opgøret var udsat for matchfixing.

Stort væddemål

En klubleder fra den serbiske klub skulle være mistænkt for at have spillet fem millioner euro (svarende til godt 37 millioner danske kroner) på, at hans hold tabte kampen med fem overskydende mål.

Avisen skriver, at den franske anklager blev underrettet om den mulige matchfixingsag af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) nogle dage før kampen.

Røde Stjerne er med i gruppespillet i den prestigefyldte turnering for første gang i 26 år.

Serberne åbnede turneringen med at klare 0-0 hjemme mod italienske Napoli, inden det altså gik helt galt i kamp nummer to. I næste runde skal holdet møde Liverpool på udebane.


/ritzau/AP