Midlertidig Bayern-træner debuterer med CL-avancement

Bayern München er videre til knockoutfasen i Champions League efter 2-0-sejr hjemme over Olympiakos.

Hans Flick er midlertidig cheftræner for Bayern München efter fyringen af Niko Kovac (Foto: Christof Stache © Scanpix)

Den midlertidige cheftræner i Bayern München, Hans Flick, har fået en vellykket debut på trænerbænken.

Onsdag aften guidede han sit hold frem til en 2-0-sejr over Olympiakos i Champions League, og med hjemmesejren er Bayern München som det første hold videre til ottendedelsfinalerne i årets turnering.

Det var den polske målsluger Robert Lewandowski, der brød dødvandet på måltavlen, og til sidst cementerede Ivan Perisic sejren.

Kom først på tavlen efter pausen

Hans Flick havde ikke ligefrem revolutioneret sydtyskernes udtryk på fodboldbanen. Ligesom i de tre første gruppekampe skabte Bayern München en del chancer, men længe kneb det med skarpheden.

Minuttet inden pausen var Bayern München få centimeter fra at komme i front, men Benjamin Pavards hovedstød tog stolpen og gik tilbage i spil.

Efter pausen var Kingsley Coman tæt på at score fra en spids vinkel, men han havde heller ikke den nødvendige skarphed.

Robert Lewandowski bragte Bayern München foran efter 69 minutter. (Foto: Matthias Balk © Scanpix)

Derfor måtte franskmanden i stedet gøre sig som assistmager. Hans indlæg fandt Robert Lewandowskis skinneben, og den ultrafarlige polak dirigerede bolden i nettet, så han nu er noteret for seks mål i Champions League i denne sæson.

Få øjeblikke efter var Coman så igen tæt på, men den rapfodede franskmand og resten af Bayern-spillerne havde svært ved at få lavet det mål, der så godt som ville lukke den ensidige kamp.

Først i det 89. minut lykkedes det at fordoble føringen, da Ivan Perisic tæt under mål kunne tordne bolden i nettaget.

Juventus sejrer i overtiden

Juventus er allerede efter fire runder af gruppespillet videre til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Onsdag vandt den italienske mesterklub udekampen mod Lokomotiv Moskva med 2-1 og er i spidsen for gruppe D.

Juventus måtte dog helt ind i tillægstiden, inden Douglas Costa sikrede den knebne sejr.

Den bringer Juventus på ti point, mens Atlético Madrid inden udekampen mod Bayer Leverkusen senere onsdag har syv point på andenpladsen. Lokomotiv har tre point, og Leverkusen nul.

Juventus' brasilianske Douglas Costa stod for sejrsmålet til 2-1, der blev scoret i overtiden. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Scanpix)

Torino-klubben fik en drømmestart onsdag med et mål allerede efter tre minutter. Cristiano Ronaldo sparkede et frispark fra venstre side, som Lokomotiv-keeper Guilherme med noget af et drop lod slippe mellem benene.

Bolden var på vej i mål, men da den lå på selve stregen sparkede Aaron Ramsey den det sidste stykke, så waliseren blev noteret for målet.

Den tidlige modgang slog dog ikke russerne ud. Tværtimod. I en hektisk indledning svarede Lokomotiv tilbage med nærgående angreb og udlignede efter 11 minutter.

Den russiske landsholdsspiller Aleksey Miranchuk headede først på stolpen, men fulgte selv op og scorede nemt på riposten i det tomme mål til 1-1.

Juventus fik slet ikke brugt det gode afsæt og spillede tamt i første halvleg.

Der var god grund til skuffelse hos de russiske spillere. Her er det Vladislav Ignatyev, der ærgrer sig efter kampen. (Foto: KIRILL Kudryavtsev © Scanpix)

Italienerne havde mere snert over sig fra begyndelsen af anden halvleg, og Ronaldo forsøgte sig et par gange med gode forsøg, men nu var keeper Guilherme knap så gæstfri.

Lokomotiv levede mest på kontraangreb, og 13 minutter før den ordinære spilletids udløb var holdet uhyre tæt på et føringsmål.

Først måtte Wojciech Szczesny langt ud af sit mål og afværge et skud. Returbolden faldt ned foran fødderne på den portugisiske europamester Joao Mario, og hans hårde skud blev reddet på stregen af Juventus-anfører Leonardo Bonucci.

Det trak op til uafgjort, men i tillægstiden sørgede for Costa for sejrsmålet, da han gled fri og scorede mellem benene på keeperen til 2-1.

/ritzau/