Optimistisk Schöne inden braget mod Real Madrid: ’Vi er ikke bange’

Danskerklubben Ajax Amsterdam er tirsdag aften på revanchetogt hos Real Madrid i Champions League.

Lasse Schöne i midten af billedet tror på, at han og Ajax kan drille mestre fra Real Madrid. (Foto: COSTAS BALTAS © Scanpix)

Med et snævert nederlag på egen grund i første ottendelsfinale er Dolberg, Schöne og resten af Ajax Amsterdam-mandskabet tvunget til at vinde tirsdag aften på Santiago Bernabeu, hvor modstanderen er de tredobbelte mestre fra Real Madrid.

En opgave der kan virke uoverkommelig, hvis man tager historik og spillermateriale i betragtning. Men den danske midtbanestyrer Lasse Schöne ser optimistisk på Ajax’ muligheder for at drille spanierne.

- Chancen for at slå dem er der helt klart. Men det er og bliver Real Madrid, og de har nogle fantastiske år bag sig i Champions League, så det bliver en svær opgave, men ikke uoverskuelig, siger han.

- Vi skal ikke være bange, men det ligger heller ikke til os at være det.

Tager selvtillid med fra første kamp

Det er små tre uger siden, at holdene mødtes i første kamp, og her vandt Real Madrid 2-1 på et mål kort før tid. En præstation Lasse Schöne er yderst tilfreds med, hvis man ser bort fra resultatet.

- Det er ærgerligt. Vi spiller så god en kamp hjemme og var det bedste hold. Vi havde flest chancer og havde håbet på mere. De scorer fire minutter før tid, men det er selvfølgelig bare en kvalitet, de har, siger han.

Siden har det kriblet i Ajax-mandskabet om at få revanche mod de forsvarende mestre, og taktikken er blevet finpudset.

Real Madrids anfører Sergio Ramos fik to gule kort i første kamp og er ude af returmødet. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)

- Vi skal ikke gemme os, selv om vi spiller på udebane. Vi skal frem over isen, men vi skal også være kloge, for vi så i den første kamp, at de bare skal have et par chancer, og så scorer de.

- Det bliver en utrolig svær kamp, og det er et fantastisk hold. Men vi tager selvfølgelig derned med tro og mod på at få et godt resultat, ellers kan vi ligeså godt blive hjemme, siger Lasse Schöne.

Om hollænderne får bugt med mesterholdet Real Madrid, der er uden anfører Sergio Ramos, bliver vi klogere på tirsdag aften. Der er kampstart klokken 21.

Facebook
Twitter