Pernille Harders drøm brast: Wolfsburg taber CL-finale

På trods af et flot Pernille Harder-mål måtte Wolfsburg se sig besejret af Lyon med 4-1 i Champions League-finalen.

Her fejrer Pernille Harder sin scoring til 1-0. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

Pernille Harder fik ikke sin store drøm om en Champions League-titel opfyldt, da Wolfsburg og Lyon mødtes i kvindernes CL-finale i Kiev torsdag aften.

Franske Lyon besejrede Harders Wolfsburg med 4-1 i en dramatisk finale, hvor Pernille Harder scorede kampens første mål, og hvor afgørelsen faldt i forlænget spilletid efter 0-0 i den ordinære kamp.

Pernille Harder lignede ellers en matchvinder, da den 25-årige danske angriber efter en solotur forsøgte sig med et skud langt udefra, som ikke syntes særlig hårdt, men som alligevel trillede forbi Lyon-keeper Sarah Bouhaddi efter 93 minutters spil.

I de ordinære 90 minutter var det ellers de franske kvinder, som dominerede og skabte de fleste chancer, mens Wolfsburg primært levede på kontraangreb, hvor Pernille Harder ofte spillede hovedrollen.

Lyon fejrer CL-titlen. (Foto: GLEB GARANICH © Scanpix)

Men ingen af holdene formåede at score i den ordinære tid, og da Harder scorede i starten af den forlængede spilletid scorede, så det godt ud for de tyske mestre og pokalvindere.

Men tre minutter efter scoringen skete den episode, der afgjorde kampen til Lyons fordel. Wolfsburgs Alexandra Popp fik sit andet gule kort og måtte forlade banen, hvilket straks blev dyrt for tyskerne.

To minutter efter udvisningen udlignede Lyon, tre minutter efter udvisningen stod den 2-1, syv minutter efter 3-1, mens Lyons sidste og fjerde mål kom i det 116. minut, 20 minutter efter udvisningen. Målene blev scoret af Amandine Henry, Eugenie Le Sommer, Ada Hegerberg og Camille Abily.

Dermed missede Wolsburg muligheden for The Treble, mens Lyon blev historiske ved at vinde deres femte CL-titel som det eneste hold nogensinde.

Facebook
Twitter