For de fleste ville det nok kræve et kviklån eller en rig onkel, hvis man vil på samme tur som som Rasmus O. Andersen.

Torsdag fløj danskeren til Istanbul, klædt i lyseblå, marineret i 'Bluee Moon' og med en billet til Champions League-finalen i hånden for at støtte det hold, som han troligt har bakket op i 25 år.

Prisen skal vi nok vende tilbage til.

For selv om konkurrerende fans, romantikere og moralens vogtere verden over står i kø for at minde alle om, hvordan det er gået til, at Manchester City står på tærsklen til at vinde "The Treble" i aften, så bider intet af kritikken på den mangeårige fan.

Det kræver ikke nogen ærkæologisk uddannelse at opstøve, hvor Manchester Citys formel på succes stammer fra. Da Sheik Mansour fra de Forende Arabiske Emirater i 2008 lod oliehanerne forgylde Manchester City, var det blot et spørgsmål om tid.

Siden 2012, hvor klubben vandt sit første mesterskab siden 1968, har klubben sat sig på engelsk fodbold, og nu mangler det sidste flueben, som kun italienske Inter kan stoppe.

Champions League-trofæet.

Blev forelsket i tragedien

Men kærligheden til Manchester City begyndte mange år tidligere for Rasmus O. Andersen. Faktisk tog den fart, da klubbens rivaler Manchester United selv vandt "The Treble" i slutningen af 90'erne.

For mens Sir Alex Ferguson og Peter Schmeichel dominerede ikke bare Manchester, men også europæisk fodbold, faldt Rasmus O. Andersen i svime over Manchester City, der rykkede ned i landets tredjebedste række.

- Der var 15.000 tilskuere, og det ramte mig bare at se så mange græde til en kamp i den næstbedste række. Det var måske tilfældigheder, men i næste sæson, da de spillede for at rykke op, fulgte jeg dem.

Siden da har hans engagement i klubben bragt ham rundt i verden, og hvis der alligevel er noget, man kan sætte sin finger på, er det stadion.

For når man først har besøgt Maine Road, i den hårde bydel Moss Side i Manchester, så er Etihad Stadium, der blev opført i 2003, ikke noget særligt.

- Det var et hårdt kvarter, men det havde en god sjæl og charme i området. Det er der ikke i det nye, men sådan er det ofte, når man flytter væk. Jeg ville nok hellere gå til fodbold derude, hvis de fik kapaciteten op, siger Rasmus O. Andersen.

Et tilbud, man ikke siger nej til

Nej, arbejdersjælen har måske forlængst forladt Manchester City, men selv om det måske var sjovere at følge med i fodbold for 25 år siden, hvor Rasmus O. Andersen meldte sig ind i klubbens skandinaviske fanklub, så har han ikke i sinde at forlade sin klub.

Heller ikke selv om kontroverserne vælter ind med samme hastighed som pokalerne.

Klubben, han kastede sin kærlighed på, er stadig ikke kommet for langt væk fra de værdier, han i sin tid faldt over.

- Jeg er trofast. Også selv om de skulle blive dømt eller tvangsnedrykket. Det er ikke spillerne, der har gjort noget forkert, så jeg følger dem i tykt og tyndt, siger Rasmus O. Andersen.

Og nå ja, hvad koster en billet til Champions League-finalen, fire overnatninger i Istanbul - med morgenmad - og fly både ud og hjem?

Blot 6000 kroner har Rasmus O. Andersen hævet i banken, og det er der en særlig grund til.

- På grund af anciennenitet kunne jeg få en billet gennem vores supporterklub i Skandinavien, hvor vi er knap 2900 medlemmer. Der var i alt 56 billetter, og man skal have været medlem i over ti år, før man overhovedet kan komme i betragtning til en billet, siger Rasmus O. Andersen.

Tro det eller ej. Ægte fans har altså stadig muligheden for at følge det, de kalder "plasticklubber".