Schmeichel laver sjov med kæk Eriksen: En CL-triumf til ham vil ikke være til at holde ud

Kasper Schmeichel mener, at Champions League-finalen er den perfekte scene for Christian Eriksen.

Kasper Schmeichel stikker lidt til Christian Eriksen, men sender også rosende ord mod ham. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der venter et af karrierens største højdepunkter, når Christian Eriksen i aften træder ind på banen i Madrid til Champions League-finalen, og landsholdskollegaen Kasper Schmeichel kommer til at se med.

- Det er kæmpe stort for Christian. Det er den scene, hvor de bedste spillere hører til, og der hører han også til, siger Kasper Schmeichel.

Landsholdskeeperen, der til daglig spiller for Premier League-klubben Leicester, må dog også erkende, at det gør ondt, at det lige netop er de engelske rivaler Liverpool og Tottenham, som står over for hinanden.

- Det ville være en kæmpe ting for Danmark, hvis vi får en dansk spiller til at vinde Champions League, men som en der spiller i England, kunne det ikke være meget værre med de to hold i finalen, men sådan er det jo, forklarer målmanden.

Kasper Schmeichel forventer en utrolig lige kamp, hvor meget små ting kan få en kæmpe betydning for kampens udfald.

- Liverpool er et meget hurtigt og dynamisk hold, der presser meget højt oppe på banen. Tottenham er et mere boldbesiddende hold, som også har nogle andre muligheder med Fernando Llorente, hvor de kan spille lidt mere direkte. Det så man skabte problemer mod Ajax, siger Kasper Schmeichel.

Og hvad nu, hvis Christian Eriksen og Tottenham vinder Champions League? Stort set lige efter finalen tjekker danskeren ind hos Kasper Schmeichel og de andre landsholdsspillere i lejren i Helsingør.

Landsholdsmålmanden er lidt skeptisk ved tanken, om at den rolige Christian Eriksen kommer med Champions League-trofæet i hænderne.

- Han er ikke til at styre i forvejen, så hvis han vinder, bliver det endnu værre. Han ville jo ikke være til at holde ud, joker den grinende Kasper Schmeichel.

Facebook
Twitter