Schöne håber Ajax' eventyr fortsætter i London mod Christian Eriksen

Efter at have slået Real Madrid og Juventus ud af Champions League drømmer Lasse Schöne om et danskermøde.

Lasse Schöne fejrer sejren over Juventus. (Foto: MARCO BERTORELLO © Scanpix)

Ajax-spilleren Lasse Schöne håber på et danskeropgør mod landsholdskollegaen i Champions Leagues semifinale.

Eriksen og Tottenham kan onsdag aften spille sig blandt de sidste fire i turneringen i returkampen på udebane mod Manchester City. Tottenham har en 1-0-føring med fra det første møde.

Vinderen kommer til at stå over for Ajax i semifinalen, og Schöne krydser fingre for sin landsmand.

- Det kunne være meget sjovt at møde Tottenham med Christian Eriksen på holdet. Det er altid sjovt, siger han i et interview med TV3 Sport.

Schöne var på banen, da Ajax skabte endnu en Champions League-overraskelse ved at eliminere Juventus.

Et eventyr

Udgangspunktet var ellers ikke det bedste efter 1-1 i den første kamp. Men Ajax lod sig ikke kyse i returkampen i Torino og vandt 2-1 over Cristiano Ronaldo og co.

Det hollandske mandskab har i denne sæson overgået alle forventninger i de europæiske kampe mod økonomisk meget stærkere klubber.

- Vi skulle spille tre runder, før vi overhovedet kunne komme ind i hovedturneringen. Det er selvfølgelig fantastisk. At slå Real Madrid i sidste runde og nu Juventus. Det er lidt et eventyr, siger Schöne.

I ottendedelsfinalen slog Ajax storklubben Real Madrid ud af Champions League. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Han mener, at hemmeligheden bag succesen er en spillestil med aggressivt presspil, som storklubberne ikke er vant til at stå over for.

- Vi er tro mod den måde, vi spiller på, og det har de store hold det svært med.

- Også i dag (tirsdag, red.) kreerede vi utrolig mange chancer og kunne måske have vundet med et par mål mere, lyder det fra den 32-årige dansker.

De første Champions League-semifinaler spilles 30. april og 1. maj, mens der er returkampe ugen efter.

/ritzau/

Facebook
Twitter