Det var på alle måder en bemærkelsesværdig aften, da de seneste tre års Champions League-mestre Real Madrid tirsdag blev kylet ud af turneringen af danskerklubben Ajax Amsterdam.
Hollændernes danske midtbanestyrmand Lasse Schöne scorede et flot frisparksmål undervejs i udklasseringen af den spanske kongeklub, og både Ajax' sensationelle 4-1-sejr og Schönes overrumplende scoring bliver bemærket i de internationale medier.
I den spanske sportsavis Marca fylder tirsdagens opgør alt.
- Ajax river Reals krone væk, lyder det.
Avisen bringer en lang række reaktioner og kalder Real Madrids exit for "århundredets fiasko".
Samtidig bemærker Marca i en særskilt artikel, at Schönes frisparksperle minder om en scoring, selveste Lionel Messi lavede mod Real Madrids belgiske målmand Thibaut Courtois, da han spillede i Atletico Madrid i 2012.
Hos britiske The Guardian fremhæver avisens berømte fodboldskribent Sid Lowe Ajax' serbiske kreatør Dusan Tadic, som med både kongemål og to målgivende afleveringer stjal rampelyset på Santiago Bernabéu i Madrid.
Samtidig hæfter Sid Lowe sig ved Lasse Schöne og midtbanekollegerne Frenkie de Jong og Donny van de Beeks evner til at skille Real Madrid ad.
- Ajax var dominerende, Madrid desperate, skriver han.
I Tyskland er Real Madrids royale status omdrejningspunktet for flere af mediernes tilgang til det overraskende resultat.
Bild skriver, at den spanske hovedstadsklub fik "kongelige prygl", mens sportsmediet Kicker omtaler fadæsen som "kongelig korrosion" med henvisning til den proces, hvor metaller kemisk nedbrydes.
Engelske BBC kalder Ajax' præstation for "strålende", mens Lasse Schönes mål bliver kaldt "spektakulært".
Også den danske angriber Kasper Dolberg kom på banen i nedsablingen af Real Madrid uden dog at komme på scoringstavlen.