Største comeback nogensinde? Liverpools mirakel skrives i toppen af historiebøgerne

Få overblikket over de store comebacks i Champions League herunder.

Liverpools comeback er et af de største i Champions League-historien. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Liverpool gav i går aftes deres fans en oplevelse, som de formentlig aldrig nogensinde vil glemme. Deres 4-0-sejr over FC Barcelona er et af de største comebacks i Champions League-historien.

Men der har været andre kæmpe comebacks i Champions League. Vi har samlet nogle af de største sammen i den nedenstående tekst.

Liverpool - FC Barcelona: 0-3, 4-0 i 2019

Liverpools Georginio Wijnaldum jubler over den ene af sine to scoringer i mirakelkampen. (Foto: Phil noble © Scanpix)

Lad os bare åbne med miraklet på Anfield Road. Folk i Liverpool er nok ikke i tvivl, men comebacket må blive nævnt som et af de mest utrolige nogensinde i Champions League. FC Barcelona havde slået Liverpool 3-0 på hjemmebane, og derfor kunne et enkelt mål af catalanerne i returkampen reelt set have været det sidste søm i kisten.

Derudover manglede Liverpool de to største offensive våben i Roberto Firmino og Mohamed Salah, hvilket bare gjorde opgaven endnu mere umulig. Men udebanemålet kom aldrig, og Liverpool kunne score fire gange uden de to profiler, og så var miraklet fuldendt.

FC Barcelona – Paris Saint-Germain: 0-4, 6-1 i 2017

FC Barcelonas træner Luis Enrique og Sergi Roberto jubler efter sejren over PSG. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

For to sæsoner siden tilføjede FC Barcelona endnu et kapital i bogen om de største comebacks i Champions League-historien. Efter at have tabt første kamp i 16-delsfinalerne til Paris Saint-Germain med 4-0, så det sort ud for spanierne inden returkampen.

Her var spændingen dog intakt lige til det sidste. I det 88. minut var stillingen 3-1 til FC Barcelona, hvilket på ingen måder var nok til at gå videre. Men intet er åbenbart umuligt for catalonierne, og holdet formåede at score tre kasser i slutminutterne og vandt 6-1 hjemme på Camp Nou og gik dermed videre i turneringen.

AS Roma – FC Barcelona: 1-4, 3-0 i 2018

AS Roma-spillere i vild ekstase efter returmødet mod FC Barcelona. Her står det klart, at italienerne er videre til semifinalerne. (Foto: tony Gentile © Scanpix)

Efter at have vundet 4-1 på hjemmebane over AS Roma, havde FC Barcelona det ene ben videre i Champions League inden returkampen i Italien. Men AS Roma skabte den helt store overraskelse, da holdet på eget græs vandt 3-0 i returmødet.

For italienerne fik reglen om udebanemål betydning, og pludselig blev deres scoring i første kamp altafgørende. Med otte minutter igen headede Konstantinos Manolas bolden i nettet til 3-0, hvilket fuldendte det sensationelle comeback og sendte AS Roma i semifinalen.

Bayern München – Porto: 1-3, 6-1 i 2015

Bayern München stormer i Champions League-semifinalen efter sejr på 6-1 i returopgøret mod FC Porto. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

Med en sejr på 3-1 i første kamp havde portugisiske FC Porto et stort og realistisk håb om at avancere i Champions League. Men til returmødet havde Bayern München-træner Pep Guardiola motiveret sine spillere i sådan en grad, at blot et kvarter inde i returmødet var stillingen 3-1 til tyskerne, og herfra gik det kun en vej.

Da dommeren fløjtede kampen af, var stillingen 6-1 til Bayern München, og så kunne spillerne ellers juble sammen med resten Allianz Arena over at være videre til semifinalerne.

Deportivo La Coruña – AC Milan: 1-4, 4-0 i 2004

Deportivo La Coruñas Juan Valeron jubler efter sit mål mod AC Milan tilbage i 2004. (Foto: Victor Fraile © Scanpix)

Spanske Deportivo La Coruña fik noget af en øretæve, da holdet tabte den første kvartfinale 4-1 på udebane til AC Milan. Men håbet var ikke væk. Forud for returopgøret udtalte spaniernes træner, at ”i fodbold sker der ofte mirakler, ting du ikke rationelt forventer,” og her fik han ret.

For Riazor Stadium i Coruna gik fuldstænding amok, da deres hold på magisk vis slog det italienske storhold med 4-0.

FC Barcelona - Chelsea: 1-3, 5-1 i 2000

Josep Guardiola, Rivaldo, Luis Figo og andre FC Barcelona-legender fik vendt et truende nederlag til sejr mod Chelsea i 2000. (Foto: GUSTAU NACARINO © Scanpix)

FC Barcelona havde haft utrolig svært ved at holde fast i den store nordmand Tore Andre Flo i den første kamp, der scorede to gange, og da han var på pletten igen efter en time i returkampen på Camp Nou, så det sort ud for spanierne.

Men de får presset kampen i forlænget spilletid, og her er det Rivaldo og Patrick Kluivert, der med hvert et mål sender Chelsea ud af kvartfinalen.

Facebook
Twitter