Uefa åbner disciplinærsag efter angreb på City-bus

Angrebet mod Manchester Citys holdbus i forbindelse med CL-opgøret i Liverpool får et efterspil i Uefa. 

Manchester City bussen blev bombaderet med fyrværkeri og kasteskyts, da den kørte til stadionet i Liverpool. FOTO: Reuters/Carl Recine (Foto: Carl Recine © Scanpix)

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) åbner en disciplinærsag i forbindelse med kampen mellem Liverpool og Manchester City onsdag.

Det oplyser AFP.

Før klubbernes første opgør i kvartfinalen i Champions League blev Manchester Citys holdbus angrebet i Liverpool, og der blev kastet diverse genstande mod bussen samt affyret røgbomber og andet antændt materiale.

Uefa vil ifølge AFP undersøge sagen med et fokus rettet mod fyrværkeri, kasteskyts, skadernes omfang samt tilskueruroligheder.

Bussen for smadret til at køre hjem

Holdbussen var angiveligt så smadret efter episoden, at den ikke kunne bruges til hjemtransporten.

Liverpool FC tog hurtigt afstand fra hændelsen i en officiel meddelelse og undskyldte over for Manchester City.

Britisk politi meddelte tidligere torsdag, at man har indledt en efterforskning i sagen.

To politibetjente kom til skade i forbindelse med angrebet mod bussen.

Liverpool vandt opgøret 3-0 og har dermed et godt udgangspunkt til returkampen. Uefa vil 31. maj behandle sagen på et møde i forbundets udvalg for den slags. Det lyder navnet Uefa Control, Ethics and Disciplinary Body.

/ritzau/