Uefa-chef garanterer: Tager medlemslande med på råd om CL-ændringer

Ifølge Uefa-præsident Aleksander Ceferin vil der ikke blive taget beslutninger over hovedet på medlemslande.

- Vi beslutter ikke noget uden at få alles besyv med. Vi vil aldrig acceptere ændringer, der kan skade europæisk fodbold, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin. (Arkivfoto) (Foto: FRANCOIS WALSCHAERTS © Scanpix)

Der har været meget snak om Europas største fodboldturneringers fremtid.

For nylig kom det frem, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fra 2024 vil indføre et nyt system med op- og nedrykning og med flere medvirkende klubber.

Det skal angiveligt erstatte klubturneringerne Champions League og Europa League, som vi kender dem i dag.

Men de store turneringer bliver ikke ændret uden om medlemslandene. Det forsikrer Uefa-præsident Aleksander Ceferin efter et møde med ECA, sammenslutningen af europæiske fodboldklubber, i Budapest.

- Vi beslutter ikke noget uden at få alles besyv med. Vi vil aldrig acceptere ændringer, der kan skade europæisk fodbold, siger han i en erklæring fra Uefa.

Tre divisioner har været på tale

Flere af de nationale ligaer har fortalt, at Uefa har præsenteret et system med tre divisioner. 32 hold skal efter planen deltage i den bedste af rækkerne, hvoraf 24 hver sæson skal være gengangere.

Det ville betyde, at det nuværende kvalifikationssystem i så fald ville blive sløjfet.

Kritikere har påpeget, at det nye system i høj grad vil favorisere Europas rigeste klubber. Onsdag afviste klubberne fra både Tyskland og Frankrig forslaget.

- Vi fokuserer på at finde en vej fremad, som imødekommer fodbold på tværs af hele Europa. Ikke kun de store markeder, siger Ceferin.

Det har også været på tale at flytte Champions League-kampe til weekenden. Men det er ikke en god idé, mener Uefa.

- Jeg gentog vores intention om ikke at spille Uefas turneringers kampe i weekenden. Det skal kun gælde Champions League-finalen, siger Ceferin.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter