2.-divisionsklubben i fodbold B. 93 har ansat den tidligere vært på DR Sporten Claus Borre som direktør.
Borre skal i første omgang forsøge at redde den 112 år gamle klub fra at ryge ud af divisionerne. Et arbejde, der blandt andet skal gennemføres sammen med den tidligere FC København-spiller, Christian Lønstrup, der er ansat som talenttræner.
MediaLinks: Borres sidste SportNyt (31. maj)
Claus Borre skal skabe 'en mere effektiv, rationel og udadvendt organisation' i den gamle klub. Han siger selv, at klubben for ham altid har været en 'hædersklub i dansk idræt.' Men efter nedrykningen fra Superligaen i 1999 er det gået tilbage for divisionsholdet.
Blandt andet derfor vil Claus Borre satse på mere end bare fodbold i klubben.
- Selv om 1. holdet er dumpet lidt ned i rækkerne, har B.93 med sine knapt 2.000 medlemmer nu så meget andet at byde på: Foruden tilbud om tennis og fodbold har klubben fået en særskilt motions- og fitnessafdeling. Det er min hensigt, at B.93 skal udvikle sig med et totalkoncept - ikke blot som en eliteklub, men også som hovedstadens førende familieklub, siger Claus Borre.
B93 og Claus Borre er foreløbig blot blevet enige om en samarbejdsaftale frem til sommeren 2006.