Dagens kvartfinale ved EM i fodbold

Både Italien og England går ind til kvartfinalen med selvtilliden fra en lang stribe af kampe som ubesejrede.

EM i fodbold fortsætter søndag aften med fjerde og sidste kvartfinale, når England står over for Italien.

Tid: 20.45

Sted: Olympic Stadium, Kijev

Dansk tv: TV2

* Det er mere end 10 år siden, de to hold sidst mødtes. Ved den lejlighed vandt Italien på udebane 2-1 i en venskabskamp. Seneste betydende opgør mellem England og Italien fandt sted i oktober 1997, da England klarede 0-0 i Rom og dermed kvalificerede sig til VM i Frankrig.

* I slutrundesammenhæng har de to lande blot mødtes to gange - i begge tilfælde på italiensk grund og med italiensk sejr som udfald. De azurblå vandt 1-0 i en gruppekamp ved EM i 1980, hvor Marco Tardelli scorede sejrsmålet kort før tid. Andet møde var bronzekampen ved VM i 1990, da italienerne vandt 2-1 på mål af Roberto Baggio og Salvatore Schillaci. David Platt stod bag den engelske scoring.

* Siden England tabte 1-4 til Tyskland ved VM i Sydafrika, er englænderne ubesejrede i 11 betydende kampe på stribe og har ikke tabt i de første fem opgør med Roy Hodgson på trænerbænken. Italiens statistik er endnu bedre: 13 vigtige kampe uden nederlag. Og i de 13 kampe har man kun lukket fire mål ind.

/ritzau/

Facebook
Twitter