Dansk fodboldspiller sidder i Rusland, hvor dagligdagen går videre 'næsten som den plejer'

Det er kun en uge siden, at Oliver Abildgaard spillede foran 8.000 tilskuere. Danskeren tackler corona-uvisheden én dag ad gangen.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Man plejer at sige 'en by i Rusland' om det fremmede, det ukendte.

23-årige Oliver Abildgaard kalder det sin hverdag.

Når den tidligere danske U21-landsholdsspiller, der i februar skiftede til Rubin Kazan, tænder fjernsynet, taler nyhedsværterne russisk. Der er ingen undertekster til at hjælpe nordjyden på vej, og selvom ordet 'coronavirus' måske kan afkodes, er resten uforståeligt.

- Derfor ved jeg ikke helt præcis, hvad reglerne er herovre lige nu. Jeg kan se, at dagligdagen næsten er, som den plejer. Det ligner ikke, at der er taget de helt store skridt endnu, siger Oliver Abildgaard til DR Sporten.

Dørene til butikker, restauranter og caféer åbner fortsat, når man trækker i dem.

- Om jeg er skeptisk eller realistisk, ved jeg ikke, men jeg går jo og tænker lidt, at det bare er, fordi det hele er et par uger bagud herovre, siger Oliver Abildgaard.

En tolk i klubben opdaterer ham løbende omkring, hvad den russiske regering melder ud, men ellers orienterer Abildgaard sig mod hjemlandet og dermed også de danske myndigheders nye udgave af stativ, stakit, kasket - vask hænder, brug håndsprit, hold afstand.

Den tidligere AaB'er Oliver Abildgaard har spillet 11 kampe på det danske U21-landshold. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Selv er fodbolddanskeren sendt hjem i lejligheden af sin russiske klub med besked om at dukke op igen til træning i næste uge. Spillerne må ikke forlade Kazan det næste stykke tid, og den russiske fodboldliga er lukket midlertidigt ned indtil 10. april.

- Med den usikkerhed, der er, aner man ikke, hvad der kommer til at ske i morgen, så jeg tager det dag for dag, siger Oliver Abildgaard.

Giver stof til eftertanke

I en sportslig kontekst var Rusland en af de sidste europæiske ligaer til at lade coronavirusset påvirke kampprogrammet. Det er kun en uge siden, at Oliver Abildgaard og Rubin Kazan spillede på udebane foran 8.000 tilskuere i Tula.

En smule specielt, erkender fodboldspilleren, når han parallelt kunne følge, hvordan myndighederne i Danmark strammede reglerne.

- Under kampen tænkte jeg ikke meget over det, men efterfølgende med situationen i resten af Europa in mente, gav det selvfølgelig stof til eftertanke.

Tre dage senere senere trykkede den russiske liga på pauseknappen.

Rubin Kazan skulle lørdag have spillet ude mod FC Ural, hvorefter Oliver Abildgaard ville rejse direkte hjem for at besøge familien i Danmark og hente nogle af de ting, han ikke fik med sig til Rusland efter klubskiftet i vinterens transfervindue. Den tur er nu aflyst.

Oliver Abildgaard er skiftet til Rubin Kazan på en lejeaftale, der udløber til sommer. Den russiske klub har sikret sig en købsoption på den danske midtbanespiller. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- I forhold til lufthavnssituationen kan det godt være, at det er nemt nok at komme til Danmark, men det bliver straks værre, når jeg skal tilbage. Så lige nu er al hjemrejse sat på standby, siger Oliver Abildgaard.

I stedet blev lørdagen brugt på et hurtigt, fremsynet indkøb af en PlayStation, før 'det hele lukker ned', som Abildgaard selv beskriver det.

Den ekstra tid i lejligheden skal danskeren nok overleve. Han 'skal bestemt ikke klage'.

Lige nu er der langt større ting på spil end tilværelsen som udlandsprofessionel i Rusland.

- Selvom sporten plejer at fylde alt, så er det situationen i verden, som ikke har noget med sport at gøre overhovedet, man tænker allermest mest på, siger Oliver Abildgaard.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk