Dansk fodboldspiller testet positiv for kokain i Australien

Ken Ilsø, der spiller for fodboldholdet Adelaide United, undersøges af de australske antidopingmyndigheder.

Ken Ilsø (t.v.) undersøges af de australske antidopingmyndigheder, efter at han er blevet testet positiv for kokain. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

Adelaide Uniteds danske angriber Ken Ilsø er fredag blevet suspenderet efter at være blevet testet positiv for kokain.

Det oplyser Australiens Fodboldforbund (FFA).

32-årige Ilsø afleverede en positiv prøve indeholdende stoffet benzoylecgonine i januar, men er først blevet suspenderet nu.

Kokain er på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer, og sagen bliver derfor efterforsket af de australske antidopingmyndigheder.

- Mens efterforskningen pågår, er Ken Ilsø Larsen udelukket fra at deltage i A-League og alle andre sportsgrene under Wada, oplyser FFA.

Ken Ilsø oplyser, at han "arbejder tæt sammen med PFA (spillernes fagforening red.) og "afventer resultaterne fra B-prøven".

- Jeg kan ikke udtale mig yderligere, før resultaterne er kommet, siger han og beder fansene om at støtte holdet.

- Til alle vores fans, vær søde at holde fokus på holdet. Det er et kritisk tidspunkt i sæsonen, og holdet har brug for jer.

Fortid i Superligaen

Ilsøs fremtid i klubben står hen i det uvisse, men Adelaide United understreger, at en sådan sag tages alvorligt.

- Adelaide United anerkender sagens betydning og understreger over for vores medlemmer, fans og aktionærer, at vi tager sagen meget seriøst, lyder det fra klubben.

Ken Ilsø påbegyndte en større fodboldrejse i 2010, da han skiftede fra FC Midtjylland til Fortuna Düsseldorf. Derefter rykkede han til Bochum, før han flyttede østpå og prøvede kræfter med klubber i Kina, Singapore og Malaysia.

I juni sidste år skiftede han til Adelaide United.

- Jeg har altid gerne villet spille i Australien på et tidspunkt. I de seneste fire år i Asien har jeg fået en masse australske kammerater. Jeg har forsøgt at se, om det var muligt de seneste to år, lød det dengang fra Ilsø.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter