16 dage i Disney World, Florida, vil for de fleste lyde som et rent drømmescenarie. Men hvis man spørger den danske målmand David Jensen, der spiller for det amerikanske MLS-hold New York Red Bulls, så har over to uger mellem rutsjebaner og Disney-figurer bestemt ikke kun været en fornøjelse.
- Det har været skidehårdt for at sige det mildt, siger David Jensen.
Grunden til, at han og de andre fodboldspillere i den amerikanske liga har været indespærret i Disney World siden starten af juli, er, at det stadigt høje antal af coronasmittede i USA har forhindret holdene i at afvikle de resterende kampe i de respektive byer.
David Jensen og New York Red Bulls blev torsdag slået ud af MLS’s genstartsturnering, MLS is Back, efter at holdet, der også har danske Mathias Jørgensen i truppen, fik en tredjeplads i gruppen. En turnering som for David Jensen har været en yderst ambivalent oplevelse.
- På det sportslige har det været godt. Jeg har gjort det godt, spillet kampene og fået opbygget et godt forhold til alle på holdet.
- Men på det personlige plan har det været skidehårdt. Jeg har været væk fra min kone og mine piger, mens vi har spillet hernede. Jeg kan også godt begynde at mærke, at jeg savner venner og familie i Danmark, som jeg på grund af coronaen og klubskifte ikke har set i snart otte måneder, siger David Jensen.
Han kom til den amerikanske klub i januar, og nåede kun at spille to kampe, inden coronaen lukkede turneringen ned. Nedlukningen skete samtidig med, at David Jensens kone, Mireille, var højgravid med parrets andet barn.
I april opstod der derfor en kritisk situation i hjemmet i New Jersey, hvor den danske holdkammerat Mathias Jørgensen kom til undsætning.
- Vi tager en chance i slutningen af april, fordi vi som familie var rigtig pressede. De har en regel på hospitalet om, at børn under 13 år ikke må opholde sig på fødegangen, så i og med, at vores ældste datter, Felina, kun er to år, stod vi i et kæmpeproblem. På grund af corona havde vi ingen til at passe hende, mens min kone skulle føde.
- Jeg skulle jo uden tvivl være med til den fødsel, så vi tog fat i klublægen og fik ham til at teste Mathias (Jørgensen, red.), så han kunne babysitte Felina. Han blev testet negativ, fik lov til at komme ind i vores lejlighed, og jeg endte heldigvis med at være med til fødslen. Det har været dejligt at have ham i den her tid, siger David Jensen.
Mærkelige omstændigheder
David Jensen synes overordnet, at hele turneringen er forløbet okay med egne busser, træningsbaner og god afstand under kampene. Han skulle dog i starten vænne sig til, hvordan Disney-boblen er opbygget.
- Vi er alle interesseret i, at MLS har kunnet fortsætte og har haft et godt fundament, så vi ikke har skullet være bekymret for vores arbejdsplads.
- Men jeg må så også sige, at jeg har været bekymret for hele projektet, fordi vi kom ned på et hotel med omkring 1700 spillere fordelt på 24 hold. Holdene har fået en etage hver, hvilket jo så også vil sige, at alle har taget de samme elevatorer. Der har bare været mange bekymrende faktorer, og i de 16 dage, jeg har været der, har der været en eller anden form for tilfælde hver dag, siger David Jensen.
For den danske målmand og de andre spillere er der brugt rigtig mange timer på hotellet, og det fik i starten opholdet til at føles som fængsel.
- For at være helt ærlig føltes det som fængsel. Der blev serveret mad i en sort boks, som blev lagt ude foran din værelsesdør. Så kunne du åbne døren, tage din mad og så sætte dig ved skrivebordet for at spise helt alene. Det var sgu mærkeligt.
Spillerne har haft mange af aftenerne fri, når den daglige træning og de daglige gøremål var færdiggjorte.
- Der har været super mange timer, som vi har skullet slå ihjel i løbet af dagene. Men vi har også haft nogle dage, hvor vi har spillet golf, brugt aktiviteterne på hotellet og ligget ved poolen. Det har været specielt.
Lemfældig amerikansk tilgang
I staten Florida, hvor turneringen afholdes, har der på det seneste været rigtig mange coronatilfælde og det er én af de stater i USA, hvor det ser sortest ud. Det er også en tanke, som strejfede David Jensen under turneringen.
- Det er fuldstændig surrealistisk, og det er mærkeligt at være i den stat, som er hårdest ramt i måske hele verden lige nu. Så man har sgu været lidt nervøs. Det mener jeg. Det har vi alle sammen været.
- Vi havde en vild oplevelse forleden, hvor vi kørte i bussen ud mod golfbanerne. Vi er jo midt inde i Disney World, hvor der er hoteller og forlystelser omkring os, og så kigger vi ud mod højre, hvor der går børn og voksne med Mickey Mouse-hatte uden masker for næse og mund. De var vel klar til en forlystelse i en stat, hvor de er så hårdt ramt. Jamen, er det ikke sindssygt?
Oplevelsen med gæsterne i Disney er ikke den eneste mærkværdige oplevelse, David Jensen har haft i forbindelse med amerikanernes måde at håndtere coronaen på. Også i hjemmet i New Jersey har han oplevet, at folk har taget let på den nuværende situation.
- Fra vores altan i lejligheden i New Jersey har jeg kigget ned på gaden og set folk i store grupper uden maske og handsker give hånd og kram. Der har også været en masse børn i poolen. Jeg forstår det simpelthen ikke.
- Det er super-frustrerende, når man selv gør alt for at være hygiejnisk og tage sine forholdsregler, og så se amerikanerne være ligeglade. Det er sgu frustrerende. Det er det altså, siger David Jensen.
På trods af isolation og amerikanere, der ikke altid tager deres forholdsregler, så er der én ting, som David Jensen i den grad ser frem til.
- Jeg kan slet ikke vente med at se mine piger. Vi skal ud på den anden side af det her sammen. Det skal vi allesammen i verden, og det kommer vi. Men jeg kan slet ikke vente med at se min familie. Det er klart.
David Jensen er 28 år og har en fortid i FC Nordsjælland, Fredericia og AB, før han tog skridtet til udlandet. Først i hollandske Utrecht og nu i New York.
Playoff-kampene i MLS begynder i dag, hvor nu 16 hold kæmper om mesterskabet.