Danskerklub får oprejsning og vinder svensk fodboldguld

Efter at have smidt guldet i sidste spillerunde sidste år, lykkedes det i år for FC Rosengård at vinde det svenske mesterskab.

Danske Sanne Troelsgaard (tv.) fejrer det svenske guld sammen Ebba Wieder. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Landsholdsspillerne Sanne Troelsgaard og Sofie Svava sikrede sig i dag mesterskabet med FC Rosengård i den svenske kvindeliga.

Et point mod Vittsjö var nok for at snuppe guldet, og det var lige præcis, hvad danskerholdet fik, da Rosengård hjemme i Malmø spillede 1-1.

Sofie Svava var involveret med et godt indlæg, da hjemmeholdet bragte sig foran efter 29 minutter.

Rosengårds Nathalie Björn får en guldkrammer af Sanne Troelsgaard. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Gæsterne udlignede dog få minutter efter, men flere mål kom der ikke i opgøret.

Det betyder, at FC Rosengård, der også har danske Mie Jans på holdet, vinder sit 11. mesterskab. Det gør klubben til den mest vindende på kvindesiden i Sverige.

Mesterskabet kom i hus i næstsidste runde efter en sæson, hvor Rosengård længe har haft kurs med guldet.

Allerede i forrige runde havde Rosengård chancen for at fejre guldet, men Linköpings forsinkede fejringen med en uge, da de spolerede festen ved at spille 3-3 hos Rosengård i Malmø.

Med mesterskabet får Rosengård oprejsning, efter klubben i sidste sæson smed guldet i sidste spillerunde ved at tabe 4-2 til Göteborg. Det betød, at konkurrenterne fra Piteå snuppede guldet, mens Malmø-holdet kun fik bronze.