Danskernes weekend i fodboldeuropa: Mål, storsejre og oplæg til Messi

Martin Braithwaite kunne fejre Barcelona-debut og storsejr med Messi.

(Foto: ALEJANDRO GARCIA © Scanpix)

Flere danskere var over weekenden med til at sætte deres præg på resultaterne, da bolden rullede på de europæiske arenaer.

Herunder giver DR Sporten dig et overblik over de mest bemærkelsesværdige præstationer.

1

Braithwaite med drømmedebut i Barcelona

Barcelonas megastjerne Messi fejrer sin scoring med Martin Braithwaite. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Martin Braithwaite fik lørdag en fremragende debut for den spanske storklub FC Barcelona.

Den 28-årige dansker startede på bænken, men kom på banen efter 71 minutter og 50 sekunder som den kun femte danske Barcelona-spiller i historien. På det tidspunkt havde Messi allerede scoret tre gange, så kampen var for længst afgjort.

Braithwaite ville dog lege med, og i slutminutterne var han kraftigt involveret i hjemmeholdets to sidste scoringer. Med tre minutter tilbage tog han bolden ned med brystkassen, trak mod baglinjen og lagde bolden på tværs. Eibars målmand fik hånden på indlægget, men kunne ikke forhindre Messi i at gøre det til 4-0 på danskerens forarbejde.

Men det var slet ikke forbi. Kort efter bragte Braithwaite sig på skudhold, afslutningen blev reddet af Eibar-målmanden, men Arthur kunne følge op og gøre det til 5-0.

2

Dolberg med mål og assist

Kasper Dolberg scorede selv og lagde også op til mål for Nice. (Foto: Eric Gaillard © Scanpix)

Kasper Dolberg startede på toppen, da Nice fredag aften fik besøg af Lyon i den franske Ligue 1. Nice og Dolberg fik en fremragende start, da Dolberg først lagde op til Adam Ounas’ 1-0-scoring, inden Dolberg selv blev målscorer til 2-0

Nice smed dog føring i anden halvleg, og kampen endte 2-2. Nice ligger nu på 10. pladsen i Ligue 1 med seks point op til fjerdepladsen, som giver adgang til europæisk fodbold.

3

Harder netter i storsejr

Pernille Harder (th.) fortsætter med at brage mål ind for sin tyske topklub Wolfsburg. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Fredag aften tog Pernille Harder og hendes tyske mesterklub Wolfsburg en storsejr i Bundesligaen, da Turbine Posterdam blev besejret 5-1.

27-årige Harder bidrog med en enkelt scoring til målfesten. Det var hendes 21. sæsonscoring i 15 kampe. Wolfsburg holder med sejren fast i deres førsteplads i ligaen med seks point ned til Bayern München på andenpladsen.

4

Simone Boye forsætter målformen

Simone Boye (tv.) har scoret i to ligakampe i træk. (Foto: Peter Cziborra © Scanpix)

Netop Harders ligarivaler fra Bayern München tørnede den danske landsholdsspiller Simone Boye søndag ud for. Her skulle klubben forsøge at holde snor i Harder og Wolfsburg, og det lykkedes med en 3-1-sejr over SC Sand.

Simone Boye tog sig af kampens sidste scoring, og det var dermed anden weekend i træk, at Boye kom på tavlen, efter hun er vendt tilbage fra en længere skadespause.

5

Larsen med åbningsscoring i målfest

Stine Larsen har nu scoret i to kampe i træk for sin franske klub FC Fleury 91. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Tidligere Brøndby-spiller Stine Larsen åbnede målkontoen for sin franske klub FC Fleury 91, der lørdag besøgte Marseille.

Det danske 1-0-mål faldt efter 16 minutter, og bragte Fleury på sejrskurs. Kampen blev en målrig og tætspillet affære, som Stine Larsens klub endte med at vinde 3-2. Det var anden weekend i træk, at Stine Larsen kom på tavlen. FC Fleury 91 beholder med sejren 7. pladsen i den bedste franske liga.