DBU-formand siger nej til dobbeltløn: Får millionhyre i Uefa

DBU's formand Jesper Møller er valgt til toppost i Uefa.

Uefas eksekutivkomité, hvor Jesper Møller er blevet valgt ind, holder fire møder om året. (Foto: Michael Drost-Hansen © Scanpix)

I februar blev DBU-formand Jesper Møller optaget i Uefas eksekutivkomité, hvilket ikke blot sikrer magt og indflydelse, men også et betydeligt honorar.

Det Europæiske Fodboldforbund betaler 1,2 millioner kroner om året til medlemmerne af eksekutivkomitéen, men Møller kommer formentlig ikke til at se ret mange af de penge.

Han forventer, at arbejdsbyrden som medlem af den magtfulde komité er til at overse og har gjort klart, at han ikke regner med at få Uefa-honoraret oven i de omkring 857.000 kroner, han modtager for at være formand DBU.

- Der er fire møder om året. Jeg kan godt forstå, hvis man siger: 1,2 millioner er meget for fire møder. Men det er et udtryk for, at Uefa har en omsætning på 44 milliarder, siger han.

I DBU har formandens løn typisk fulgt borgmesterlønningerne i de store kommuner.

Men da borgmestrene for to år siden fik en lønstigning til 1,1 million, fulgte DBU-formandens honorar ikke med.

- Dengang valgte vi at parkere stigningen for så i stedet at tage den nu, hvor tingene er faldet på plads, siger Møller.

Det bliver formentlig en del af regnestykket, når et nyoprettet økonomi- og aflønningsudvalg skal fastsætte, hvordan de 1,2 millioner årlige Uefa-kroner skal bruges.

Men en eventuel lønstigning vil ikke kun tilfalde formanden.

- Alle får en procentandel af mit honorar. Det, jeg får, har betydning for næstformænd, bestyrelsesmedlemmer, faggruppemedlemmer og så videre, forklarer Jesper Møller.

Der er endnu ikke sat navne på medlemmerne af det nye udvalg, så en afgørelse om honoraret vil tidligst være på plads om et par måneder.

/ritzau/

Facebook
Twitter