DBU skærper indsatsen mod matchfixing

Det skal være forbudt at spille på fodboldkampe, som en spiller selv har indflydelse eller interesse i, mener DBU.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har for nylig meldt ud, at man vil skærpe indsatsen mod matchfixing ved at forbyde spillere at satse penge på kampe i egne rækker.

I weekenden vedtog formand Jesper Møller og resten af DBU's bestyrelse et nyt cirkulære.

- Det her handler om at bearbejde holdningen blandt danske fodboldspillere. Vi ønsker at signalere nultolerance hele vejen rundt og advare mod, at gamblingkulturen er en glidebane, hvor spillerne skal holde sig fra at spille på kampe, som de selv har indflydelse på eller interesse i, siger Jesper Møller til DBU's hjemmeside.

Det nye cirkulære understreger samtidig, at reglerne også gælder for spillere, der måtte være skadet eller sat af holdet.

De nye regler gælder i alle danske fodboldrækker, som det er muligt at spille penge på. Det vil sige, at en spiller i enten en topdivision eller en lavere række ikke må spille på kampe i den række, hvor spillerens eget hold også spiller. Det gælder også i pokalturneringen, så længe en spillers eget hold fortsat er med i turneringen.

DR / Ritzau

Facebook
Twitter