DBU skal have ny talentchef for kvindefodbolden

Lene Terp har sagt sit job som talentchef på pige- og kvindeområdet i DBU op.

Lene Terp blev ansat i DBU i juni 2017.

Da den tidligere landsholdsspiller Lene Terp i august 2017 havde første arbejdsdag i DBU, var det en speciel dag for dansk kvindefodbold.

For første gang var der nemlig blevet ansat en kvindelig talentchef, der udelukkende skulle have fokus på pige- og kvindeområdet i DBU.

Men efter blot 15 måneder i stillingen har Lene Terp valgt at sige sit job op, og den beslutning er et resultat af en længere proces, fortæller Lene Terp.

- Det handler om, at den vinkel på fodbold, som jeg synes er mest interessant at beskæftige sig med, er indhold og udvikling praksis. Det er det i hvert fald i højere grad end at være i en slags mellemledende position, så det handler om, hvad jeg synes er mest interessant at beskæftige sig med.

Kendte godt til betingelserne

Der ligger ikke meget dramatik gemt i opsigelsen, fortæller Lene Terp. Det handler simpelthen om interesser og, ja, tålmodighed.

Er du blevet overrasket over de opgaver, du gik ind til?

- Nej, jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til. Jeg har været i fodbold i mange forskellige roller, så jeg kendte godt til indholdet. Jeg vidste også, at jeg ville blive udfordret, og det med at udvikle praksisser, synes jeg er sjovere end at befinde mig en mere analytisk og observerende rolle.

- Der er rigtig mange mennesker involveret i fodbold, og det er jo fantastisk. Men det gør det også svært at skabe sammenhæng mellem, hvad man kan, og hvad man vil. Det tager lang tid. Og der bliver jeg også lidt utålmodig engang i mellem, siger Lene Terp.

For nu står DBU altså uden en talentchef på pige- og kvindesiden, men det er ikke noget, der holder den tidligere talentchef vågen om natten.

- DBU har stadig visioner for pige- og kvindefodbolden, og det arbejde fortsætter. Jeg forlader heller ikke projektet, fordi vi ikke fortsat skal udvikle pige- og kvindefodbolden – jeg skal bare ikke sidde i den position, siger Lene Terp.