DBU vil ansøge om U-VM og kvindeslutrunde

DBU vil forud for en EM-slutrunde afholde en slutrunde for ungdomshold og for kvinder.

DBU vil byde på en kvindeturnering. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

I går blev de nordiske landes fodboldforbund enige om at gå videre med planerne om at afholde EM i enten 2024 eller 2028 i de nordiske lande. Det bekræftede DBU-formand Jesper Møller over for DR Sporten søndag.

Men DBU vil inden en eventuel EM-slutrunde på dansk jord gerne forsøge sig med et par slutrunder som en art generalprøve til den store EM-turnering.

Det handler om et VM for U20-landshold og en kvindeturnering.

- Vi har aftalt at mødes i Mexico City til FIFA-kongressen om seks uger, hvor vi etablerer en formel projektgruppe, som kan kigge på planerne mere konkret, siger Jesper Møller og fortsætter:

- Den skal belyse, hvilke slutrunder det vil være muligt at søge. Det er især EM i 2024 eller 2028, men vi er også enige om at bringe andre turneringer i spil, fordi det er meget normalt, at man omkring så store turneringer også finder nogle at øve sig på, siger formanden.

- Og i den forbindelse kigger vi på Fifa U20-VM og naturligvis en kvindeturnering, som kunne være ret interessant for os også, siger Jesper Møller.

En opgave i sig selv

Danmark har tidligere lagt grund til en EM-slutrunde for kvinder i 1991, og i 2011 var Danmark værtsland for EM for U21-landshold.

Det kræver organisering og faciliteter at afholde disse slutrunder. Ved sidste VM for U20-hold i New Zealand deltog eksempelvis 24 hold, mens deltagerantallet ved seneste EM for kvinder i Sverige var på 12 hold, men det bliver nu udvidet til 16 hold til EM i Holland til næste år.

Sidst Danmark afholdt en stor slutrunde var i 2011, hvor Spanien vandt U21 EM. Her fejrer spanierne triumfen på Aarhus Stadion. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- De turneringer er så store, så de er en opgave i sig selv. Men det er rigtigt godt at have flere ting, også politisk og strategisk, når vi skal lægge puslespillet, at have flere turneringer at spille på. Det, tror vi, er klogt, siger Jesper Møller.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter