'Den hvide puma' hapser endnu en dansk spiller

Jimmy Nielsen henter endnu en dansk spiller til amerikansk fodbold. Dermed vil der efter nytår være fire danskere i Oklahoma City Energy FCs trup.

Jimmy Nielsen har en forkærlighed for danske spillere. (Foto: Energy FC på Twitter)

Der er tale om den 23-årige midtbanespiller, Sebastian Dalgaard, som har ophævet sin kontrakt med 1. divisionsklubben Brønshøj for at prøve lykken i Oklahoma City Energy FC, der har Jimmy Nielsen som træner.

Sebastian Dalgaard begynder i Oklahoma City Energy FC 1. februar og gør dermed Danni König fra Vestsjælland følgeskab i klubben, der spiller i den næstbedste række i USA.

Her bliver de holdkammerater med landsmændene Adda Djeziri og Philip Lund, ligesom de også kommer på hold med den tidligere Brøndby- og AGF-spiller, Mark Howard.

- Det er en kæmpe mulighed for Sebastian. Han er signet til at være kampafgørende og bliver et stort aktiv for klubben, siger Sebastian Dalgaards personlige rådgiver, Mads Frost, fra Creates More Talent til DR Sporten.

Sebastian Dalgaard nåede at spille 60 kampe i sine to sæsoner i Brønshøj og har tidligere også spillet for Marienlyst og FC Fyn.

Oklahoma vil i MLS

Oklahoma City Energy FC har en ambition om at rykke op i MLS, som er den bedste række i USA, som Jimmy Nielsen i øvrigt vandt sidste år som spiller.

Man kan dog ikke bare rykke op i MLS via godt spil. Det kræver desuden en stærk økonomi og et stadion med plads til minimum 18.500 tilskuere.

- Vores ejere vil gerne bygge det her op på den rigtige måde. Vi har et projekt her de næste tre år, hvor vi arbejder mod MLS, men det bliver stille og roligt. Du kommer ikke til at se holdet hente John Terry ind. Det skal komme gennem hårdt arbejde, sagde Jimmy Nielsen til DR Sporten i slutningen af oktober.