Den muslimske superstjerne: Muhamed Salah skaber ny debat om islam i Liverpool

Fodboldfans i Liverpool er vilde med 25-årige Mohamed Salah, der har trukket flere muslimer til fodbold.

Når Champions League finalen ruller over skærmen i aften, vil rigtig mange holde øje med superstjernen Mohamed Salah, der er troende muslim og har egyptisk baggrund. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Der vil ikke være mange mennesker på gaderne i Liverpool i aften.

Det berømte Anfield Stadion er udsolgt, og der har været rift om billetterne til at se byens berømte og elskede fodboldhold spille finale i den fornemste af alle klubturneringer, Champions League.

Kampen spilles godt nok i Kiev, men på stadion i Liverpool vises den på storskærme, og det vil klubbens fans ikke gå glip af. Dem, der ikke har fået plads på stadion, kan se kampen et af de mange andre steder i den nordengelske by, hvor der er lagt op til, at man skal samles for at se de røde vinde over Real Madrid.

Den egyptiske konge

Der vil især være en spiller Liverpool-fansene vil sætte deres lid til, nemlig den 25-årige egypter Mohamed Salah.

Klubbens suveræne topscorer - faktisk har han i år sat ny rekord for antal scorede mål i Premier League på en enkelt sæson, 32 stykker, og når man lægger 12 andre mål til, som han har sat ind i andre turneringer, så forstår man, hvorfor den egyptiske konge, som han kaldes i Liverpool, er holdets store stjerne.

- Det er Salah, Madrid frygter. Det er Salah, Liverpools fans vil håbe har en stor aften. For de ved, at hvis han virkelig rammer sit topniveau, så har Liverpool en god chance for at vinde, fortæller Ian Doyle, der er sportsredaktør på Liverpool Echo.

- Han har været fantastisk, en målmaskine, som har skabt en kult omkring sin person på rekordtid. Både fordi han spiller godt, og fordi han bare virker som en utrolig flink fyr, helt nede på jorden, siger Ian Doyle.

Araber og troende muslim

På Liverpools eneste marokkanske restaurant hælder ejeren Amine El Gueddar meget kunstnerisk the i kopperne, mens han fortæller om sin elskede fodboldklub Liverpool – og om Salah. Og om det faktum, at Muhamed Salah er araber og åbenlyst troende muslim.

- Jeg kan ikke lade være med at grine, når vi er på Anfield og tusinder af fans synger ”Vi takker Allah, for Muhamed Salah." Det viser, hvilken fantastisk klub Liverpool er. Og det viser også, hvor meget Salah har betydet for os muslimer i byen.

Mange i Liverpool fortæller, hvordan den åbenlyst troende Salah har skabt en helt anden debat om islam. Det kan Amine El Gueddar fuldkommen genkende:

- Vi taler ofte kun om islam, når det handler om krig og terror og om problemer. Salah har skabt en helt anden form for diskussion, ligefrem nysgerrighed om, hvad islam egentlig er.

Let at elske ham

I Liverpool siger man ofte, at fodbold er religion. Sådan har pensionisten Albert Lambertsen det også. I mere end 40 år har han haft sin faste plads på stadion, og ligesom alle andre i byen, så glæder han sig hver gang til at se Salah spille.

- Han er jo på højde med de bedste spillere i verden, så det er let at elske ham.

- Hvilken rolle har det med, at han er muslim spillet for dig?

- Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt vidste noget om det. Nu har jeg prøvet at forstå lidt, og jeg synes da, det er helt fint, at han beder, når han går på banen. Det gør mange katolikker jo også. Jeg synes bare, at Salah har skabt en diskussion om islam, som jeg synes er interessant. Han er jo ligesom os, bare bedre til fodbold, og så tror han på noget andet. Fint med mig.

Trækker flere muslimer til

På stadion, Anfield, kommer der også nu flere muslimer, både lokale og turister udefra, hvoraf mange vil bede før kampen.

- De gør det også nogle gange i pausen, fortæller Albert Lambertsen.

- De vender sig mod, hvor de nu skal vende sig, og det har jeg respekt for. Det er meget søde mennesker. Og hvis det hjælper os til at vinde fodboldkampe, så synes jeg endelig, de skal bede løs.

Du kan se et indslag om Mohamed Salah i TV-Avisen 18.30. Og kampen spilles kl. 20.45, den kan du se på TV3+ eller Viaplay.

Facebook
Twitter