Den synske blæksprutte Paul er død

Kedeligt nyt for fremtidens fodbold tippere - den verdensberømte og synske blæksprutte Paul er død.

Blæksprutten Paul forudser her resultatet af VM-finalen (Foto: © Patrick Stollarz, Scanpix)

Kedeligt nyt for fremtidens fodbold tippere - den verdensberømte og synske blæksprutte Paul er død.

Blæksprutten blev verdensberømt under VM i sommer, da han forudsagde resultaterne af flere af kampene.

I løbet af verdensmesterskaberne fik Paul en så prominent rolle, at flere tv-hold mødte op, når han kom med sine profetier.

For rullende tv-kameraer kunne man se, hvordan Paul angiveligt tænkte sig godt om, inden han nærmede sig en kasse med blandt andet det tyske flag eller modstanderens flag.

Det blev til den ene sejr efter den anden for blandt andet det tyske landshold - ganske som Paul forudsagde - lige indtil han valgte at satse på Spanien. Han forudså både Spaniens sejr over Tyskland og Spaniens status som de nye verdensmestre efter sejren over Holland i finalen.

Fandt Paul død natten til tirsdag

I juli meddelte akvariet i Oberhausen, at Paul gik på pension.

- Han skal på pension og gøre, hvad han er bedst til. At lege med forskellige ting og glæde børn, der kommer forbi, meddelte akvariet i juli.

Hans otium blev altså kort.

- Ledelsen og de ansatte på akvariet i Oberhausen er fortvivlede over at opdage, at Paul døde natten til tirsdag, hedder det således i en dyster erklæring fra akvariet i dag.

Lille by vil have de jordiske rester

I Spanien forsøger den lille by Carballiño at overtage de jordiske rester af oraklet for at udstille Paul i et fodbold-museum.

Byen med blot 14.000 indbyggere udnævnte allerede i juli Paul til æresborger, og borgmester Carlos Montes rejse til akvariet i tyske Oberhausen for at hilse på Paul.