Den tyske fodboldlegende Gerd Müller er død: 'Han var elsket af alle'

En af historiens farligste angribere, tyske Gerd Müller, er død tidligt søndag morgen i en alder af 75 år.

Angriberen går også under navnet "Bomber der Nation" og regnes som en af de største spillere i tysk fodboldhistorie. (Foto: SVEN SIMON © picture alliance / SvenSimon)

Gerhard "Gerd" Müller var en mand, der vidste, hvor målet stod. Det vidner 523 mål i 580 kampe for fodboldklubben Bayern München om.

Tidligt søndag morgen døde den tyske legende 75 år gammel efter flere år, hvor han har lidt af sygdommen Alzheimers sygdom.

Det oplyser hans tidligere klub Bayern München, hvor han nåede at spille 15 sæsoner. I en af de sæsoner spillede den tidligere danske fodboldspiller og Superliga-træner Viggo Jensen også i det sydtyske, og han har kun positive minder om angriberen.

- Han var altid en sød og rar fyr, siger Viggo Jensen nærmest med det samme, da han blev overbragt nyheden.

Netop på grund af sygdommen var det næsten ventet, at den her nyhed ville komme en dag.

- Men det er ikke svært at blive spurgt ind til Gerd Müller. For han var en god mand, jeg kun har positive ting at sige om, fortæller Viggo Jensen.

- Han lavede jo mål på samlebånd. Men han var også en bedre spiller end mange går og regner ham for. Når vi trænede, spillede han tit nede bagi og forstod spillet rigtigt godt.

De to spillere var holdkammerater i en enkelt sæson i Bayern München fra 1973-74, hvor de blandt andet vandt Mesterholdenes Europacup - det nuværende Champions League. Selvfølgelig med to finalemål af den tyske målsluger.

FC Bayern München i 1974 med pokalen for sejren i Mesterholdenes Europacup. Viggo Jensen står bagerst nummer tre fra højre og Gerd Müller står nummer fem fra højre. (Foto: Uncredited/AP/Ritzau Scanpix)

Klublegende

Gerd Müller er en legende i Bayern München, hvor han har sat et stort aftryk både som spiller, men også efter han lagde støvlerne på hylden.

Derfor begræder klubpræsident Herbert Hainer også tabet.

- Uden Gerd Müller ville FC Bayern ikke være den klub, vi alle elsker i dag. Hans navn og erindringen om ham vil leve for evigt, lyder det fra præsidenten på klubbens hjemmeside.

- Vi er forenet i dyb sorg med hans kone Uschi og hans familie.

Sådan ser Viggo Jensen også på sin tidligere holdkammerat.

- Han var måske den vigtigste spiller – sammen med Franz Beckenbauer og Uli Hoeness. Han var elsket af alle. Og han har altid hjulpet til i klubben, efter han stoppede karrieren -blandt andet på akademiet og som træner for andenholdet.

Landsholdsangriberen med VM-trofæet i 1974. Her er han flankeret af Wolfgang Overath og Uli Hoeneß. (Foto: Imago Sportfotodienst © imago images/Pressefoto Baumann)

Men også da Gerd Müller spillede, var det hårdt arbejde. Målene kom ikke af sig selv, husker Viggo Jensen.

- Han arbejdede hårdt. Han var utrolig stærk i kroppen og god til at placere sig. Det var nødvendigt for at holde modstanderne væk, selvom de nærmest stod og sparkede ham bagi.

- Spillet var mere brutalt dengang i forhold til, hvordan man behandlede spillerne sammenlignet med i dag.

Og selvom han var stjernen på holdet, var medierne ikke noget han selv gerne ville.

- Han var selv lidt pressesky. Det ville han egentlig helst være fri for. Alligevel var han populær overalt, og det siger alligevel en hel del, siger Viggo Jensen.

Og så var han ikke kun interesseret i fodbold.

- Han var bare generelt meget sport-interesseret. Jeg husker, at han som regel sad og så skiløb til middag, inden vi skulle spille kamp, fortæller Viggo Jensen.