Det brasilianske fodboldforbund indfører ligeløn: 'Det er et kæmpe skridt'

Det brasilianske fodboldforbunds beslutning om at indføre ligeløn er overraskende.

Brasiliens fodboldkvinder nåede til ottendedelsfinalerne ved VM sidste år. (Foto: Phil noble © Scanpix)

Fremover vil de brasilianske kvindespillere få det samme i løn, når de trækker i den gule nationaldragt, som deres mandlige kollegaer gør.

Det har det brasilianske fodboldforbund, CBF, meldt ud, skriver BBC.

Aftalen faldt på plads i marts og gælder både udtagelse til landsholdet og eventuelle præmiepenge i tilfælde af store resultater.

Mange vil spekulere over det

Og det er en aftale, der kommer til at skabe genlyd i fodboldverdenen. Sådan lyder vurderingen fra DR Sportens fodboldkommentator, Arnela Muminovic.

- Når det er så stort et land, som gør det, tror jeg, at mange kvindelige landsholdsspillere rundt omkring vil spekulere på, om det ikke også skal være et mål for dem. Generelt vil der måske komme et større pres på de nationale fodboldforbund, siger hun.

En overraskende udvikling

Det var ellers ikke, fordi det lå i kortene, at det netop skulle være den store fodboldnation Brasilien, der skulle tage dette skridt. Kvindefodbolden har nemlig ikke været en prioritet i det store, sydamerikanske land - selvom landsholdet har været blandt de bedste i verden i en lang årrække.

- Der har været historier om, at kvinderne ikke har fået betaling i tide, og at forbundet generelt har nedprioriteret kvindefodbolden. Derfor er det overraskende, at Brasilien nu indfører ligeløn. Det er et kæmpe skridt, lyder det fra Arnela Muminovic.

Argumenter for og imod

I Danmark er der fortsat ikke ligeløn på landsholdene, selvom landsholdsanfører Pernille Harder har efterspurgt det.

- Vores mål er at få ligeløn. Vi ved godt, at det måske ikke sker i morgen, men vi har det som et mål, som vi hele tiden stræber efter at opnå, sagde hun sidste år til DR Sporten.

Navnligt de amerikanske fodboldverdensmestre har trukket overskrifter efter at have tabt en retssag om ligeløn, og det har sat gang i en større debat om, hvorvidt kvinder og mænd skal have det samme i løn, når de repræsenterer deres land.

Og Arnela Muminovic forstår godt argumenterne fra begge lejre.

- På den ene side er argumentet, at det er herrerne, der genererer flest penge, så derfor vil nogen sige, at det giver mening, at de skal have flest penge. På den anden side er argumentet, at når du repræsenterer dit landshold, hjælper du dit land, og skal belønnes - uanset om du er mand og kvinde. Og på denne måde hjælper du som forbund det ene landshold op på et højere niveau, og dermed også dit land. Så det er en debat med mange stærke meninger og modsætninger, siger hun.

FacebookTwitter