Gør vi ikke noget ved emnet, kan vi brokke os til evig tid, og endnu flere vil komme til skade.
Nogenlunde sådan lød ræsonnementet hos Katrine Okholm Kryger, som var blevet træt af den uformelle snak om skader ved kaffeautomaten på sin arbejdsplads. Derfor begyndte hun at forske.
Katrine Okholm Kryger er lektor på St. Mary's University i London og er en af forfatterne bag den videnskabelige artikel "Ten questions in sports engineering: Technology in elite women’s football" fra november om den teknologiske udvikling for kvindelige fodboldspillere.
Eller manglen på samme. Den største bekymring er nemlig, at de kvindelige udøvere spiller i udstyr, som er designet til mænd, fortæller danskeren.
- Der er en direkte forbindelse mellem støvlerne og en øget risiko for at blive skadet. Særligt i år har vi set en ekstra høj risiko for korsbåndsskader for kvindelige fodboldspillere, siger Katrine Okholm Kryger.
Helt konkret har kvinder to til fem gange højere risiko for en alvorlig knæskade sammenlignet med mænd, fortsætter den danske forsker, som savner opmærksomhed og yderligere forskning omkring emnet.
Foruroligende viden
Katrine Okholm Kryger og hendes kollegaer fra det britiske universitet har blandt andet interviewet Englands landsholdsanfører, Leah Williamson, samt Craig Rosenbloom, der er holdlæge ved Tottenham, som en del af studiet.
Ifølge Katrine Okholm Kryger savner folkene fra miljøet bedre muligheder for kvinder, når det kommer til fodboldudstyr. Det handler om alt fra sports-bh'er designet specifikt til fodboldspillere til at bruge mindre fodbolde til kvinder.
Men højest på bekymringslisten står udviklingen af fodboldstøvler til kvinder, påpeger Katrine Okholm Kryger. Et mindre australsk firma har forsøgt sig med udvikling af fodboldstøvler til kvinder, men ifølge forskeren tager støvlefabrikanterne ikke højde for, at der er forskel på herre- og kvindefødder.
Kvindelige fodboldspillere er generelt lettere end deres mandlige kollegaer og har derfor brug for en anden længde knopper under fodtøjet. Antallet og placeringen skaleres ned med størrelsen på støvlen, men længden på knopperne forbliver den samme, og det er et problem, vurderer Katrine Okholm Kryger.
- Knopperne skal sikre optimalt greb i græsset, men den mindre vægt gør, at støvlen risikere at sidde fast, fordi underlaget ikke giver efter, når kvinderne ændrer retning som ved herrespillerne, fortæller hun.
- Og så er det i stedet knæet, som kan give efter. Det er foruroligende, når vi ser på mekanismen for korsbåndsskader, som sker uden kontakt til andre spillere.
De mange korsbåndsskader er da også noget, som gør indtryk på det danske landshold.
'Vildt, at der er så mange skader'
Everton-spilleren Karen Holmgaard har netop set sin landsholdskollega Nicoline Sørensen vende tilbage efter et langt skadesforløb. Hun savner støvler, som er specifikt designet til kvinder.
- I dag er jeg Nike-atlet og spiller kun i deres udstyr, men som yngre savnede jeg udstyr, som passede til kvinder, siger Karen Holmgaard.
I denne sæson har den engelske liga blandt andet måtte vinke farvel til spillere som Jessica Ziu fra West Ham, Aston Villa's Chantelle Boye-Hlorkah samt Tottenhams duo Kyah Simon og Ellie Brazil, der alle er udgået med korsbåndskader.
Den slags håber Karen Holmgaard på at se mindre af i fremtiden.
- Det er vildt, at der er så mange skader hos kvinderne, og vi er bare mere udsatte end herrespillere. Det ville være enormt spændende, hvis nogen forskede mere i, om andre støvler for eksempel kunne forhindre nogle knæskader, fortæller hun.
Den holdning deler man hos Spillerforeningen. Det fortæller spillerrådgiver Line Røddik, der selv har en fortid som professionel fodboldspiller og i dag er projektansvarlig for kvindefodbold.
Den tidligere landsholdsspiller er ikke blevet kontaktet af medlemmer, som ønsker at diskutere skadesrisiko og støvler, men studiet fra St. Marys University er yderst relevant læsning, understreger hun.
- Et af de største problemer i kvindefodbold er de mange korsbåndskader, og dem vil vi gerne være foruden. Kan man nedbringe skadesfrekvensen, vil det være fint, siger Line Røddik.
Udviklingen går i den rigtige retning, men der er endnu "lang vej igen" til lige forhold i herre- og kvindefodbold, fortsætter hun.
- Man bliver nødt til at se på det som to selvstændige områder. Der er en fysiologisk forskel, som man skal være opmærksom på, og tidligere har man kopieret fodboldforskningen fra mænd til kvinder, fordi "sådan plejer man at gøre", siger Line Røddik.
- Derfor er der ingen tvivl om, at det er rigtig godt, forskerøjne ser mere på kvindefodbolden. Der er mange områder at tage fat i.
Det er forfatteren bag artiklen "Ten questions in sports engineeringl" da også enig i. Katrine Okholm Kryger håber nemlig på at skabe opmærksomhed, så hun i fremtiden kan diskutere positive fremskridt, når hun tanker kaffe på sin arbejdsplads.
Og noget tyder på, at hun og resten af forskerholdet på St. Mary's University er godt på vej.
- Artiklen har været i top ét procent af de mest læste videnskabelige artikler i verden, siden den blev publiceret. Det er helt sindssygt, og jeg blev meget overrasket over, at emnet fik så meget interesse, siger Katrine Okholm Kryger.