Det så du ikke på TV: Baneløberen der afbrød finalen

Seere verden over blev forskånet, da en halvnøgen baneløber afbrød VM-finalen.

Tyskland vandt 1-0 over Argentina i VM-finalekampen. Ti minutter inden tid måtte spillet dog stoppes, da en mand løb på banen. (Foto: Nelson Almeida © Scanpix)

Det blev ikke vist hjemme i de danske stuer. 

Da en halvnøgen mand løb på banen under VM-opgøret mellem Tyskland og Argentina, valgte FIFAs producere nemlig at pege kameraerne mod andre ting, mens kampen midlertidigt blev afbrudt, og baneløberen blev stoppet.

Alligevel var episoden ikke helt til at skjule. I DRs kommentatorboks afslørede medkommentator og fodboldspiller Nicklas Bendtners lumre grin, at spilstoppet havde en særlig årsag.

Også på de sociale medier gik der ikke længe, før både videoer og billeder af en ung mand med ordene "natural born prankster" skrevet på sin bare overkrop dukkede frem.

Offentliggjorde planer på Twitter

Baneløberen er siden blevet identificeret som den russisk-amerikanske komiker Vitaly Zdorovetskiy.

Den 22-årige komiker er allerede et fænomen på YouTube, hvor han optræder i flere videoer og lignende stunts.

Inden Vitaly Zdorovetskiy løb på banen havde han da også delt sine planer med omverdenen via sin Twitter-profil:

- Vi ses i morgen på TV ;) Tyskland vs. Argentina, skrev han.

Herunder kan du se billder og videoer af optrinnet, du ikke måtte se for FIFA.

Facebook
Twitter