DR og TV2 deler EM i fodbold 2016

Seerne er sikret fodbold på de store public service-kanaler, når der fløjtes op til EM.

Nicklas Bendtner, Simon Kjær og resten af det danske landshold er forhåbentlig med ved EM i 2016. (Foto: Marko Djurica © Scanpix)

Når det danske landshold (forhåbentlig) tørner ud ved fodbold-EM i Frankrig i 2016, kan kampene følges på DR og TV2.

DR og TV 2 har lavet en aftale med det europæiske fodboldforbund, så de to stationer deler rettighederne til EM-slutrunden.

Hvor der for to år siden i Polen og Ukraine var 16 deltagende hold og 32 kampe, er der i 2016 i Frankrig 24 hold og 51 kampe, og de vil alle kunne ses hos enten DR eller TV 2.

- EM i fodbold er en af de største- og vigtigste sportsbegivenheder. Vi er meget glade for at kunne give hele befolkningen chancen for følge den på public service-TV. DR og TV 2 har i forvejen også i fællesskab sikret sig rettighederne til VM såvel i 2018 som i 2022, så de to stationers seere er godt stillet i forhold til de store fodboldslutrunder i de kommende år, siger DRs mediedirektør, Gitte Rabøl, i en pressemeddelelse.

Rettighederne omfatter både tv, radio, mobil, internet og on demand-streaming.

I sidste uge kunne TV 2 og DR også offentliggøre, at de deler rettighederne til de kommende VM-slutrunder i håndbold for herrer og damer i både 2015 og 2017.

Dermed har hele befolkningen mulighed for at følge de største kampe indenfor to af landets mest populære sportsgrene et godt stykke ud i fremtiden.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter