Druk, strip og bestikkelse: Her er 6 skandaler fra Bendtners bog

Den tidligere landsholdsangriber holder ikke igen i ny biografi.

Nicklas Bendtners selvbiografi landede i dag i de danske boghandler. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Nicklas Bendtners nye bog hedder 'Begge sider'. Og med god grund.

For fodboldstjernen afslører i bogen en bagside af sporten, som de færreste kender. Det er historier om et stort forbrug af alkohol, penge og kvinder.

DR Nyheder har samlet seks skandaler, som kommer frem i bogen, der er skrevet af jourrnalist Rune Skyum-Nielsen.

Kasino

Bendtner brugte formue på roulette. (Foto: Sebastien Bozon © Scanpix)

I sommeren 2011 var det tæt på at gå helt galt, da Bendtner på halvanden time i fuldskab midt om natten spillede 400.000 pund (cirka fire millioner kroner, red.) op på roulette.

- Det er penge, jeg ikke har. Min bankkonto er i minus, og jeg er personligt fallit, hvis lykken ikke vender. Selv lejligheden i Bushey er belånt, lyder det i bogen.

Lykkens gudinde tilsmilede dog den danske angriber. Det lykkedes ham at låne penge af kasinoet til at spille videre, og på en halv time fik han minimeret sit tab til 20.000 pund.

Underbukser

Paddy Power betalte bøden for Bendtners reklame. (Foto: EDDIE KEOGH © Scanpix)

Der fulgte en check på knap to millioner kroner med, da Nicklas Bendtner under EM i 2012 efter en scoring mod Portugal reklamerede for det irske bettingfirma Paddy Power.

Planen var, at Bendtner skulle hive op i kamptrøjen, så Paddy Powers navn kunne ses på underbuksekanten. Dog kun hvis han scorede et afgørende mål.

Nicklas Bendtner lavede dog en smule om på planerne, og da han udlignede til 2-2 mod Portugal gennemførte han det famøse stunt.

Efter kampen, der endte med et 3-2-nederlag, straffede Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) Bendtner med en bøde på 100.000 euro (750.000 kroner). Den regning endte bettingfirmaet med at betale, så Nicklas Bendtner kunne stikke de to millioner kroner ned i sin egen lomme.

Bestikkelse

Nicklas Bendtner sammen med sin talsmand Jesper Lynghus før retssagen. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

I februar 2013 gjorde Nicklas Bendtner sig skyldig i promillekørsel i København. Bendtner fortæller i bogen, at han satte sig ind i sin bil for at køre 150 meter fra den ene bar til den anden med en promille på 1,75.

Bendtner nåede dog slet ikke at dreje nøglen, inden en betjent bankede på ruden.

- Så er det, at jeg begynder at panikke. Jeg forklarer ham, at jeg ikke engang havde fået tændt for motoren. Så kommer jeg i tanke om den konvolut, jeg har i inderlommen. 100.000 kroner. De er tænkt som en gave til mine forældre, lyder det i bogen.

Landsholdsangriberen tilbød den store pengesum til betjenten, der dog ikke havde i sinde at lade sig bestikke.

"Hold din kæft, lige nu," svarer betjenten.

Betjenten går dog ikke videre med sagen om forsøget på bestikkelse og i stedet 'slipper' Nicklas Bendtner med en kæmpebøde og en ubetinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Horehus i Birmingham

Nicklas Bendtner fra tiden i Birmingham City FC. (Foto: Simon Kjove Bohr © Scanpix)

Nicklas Bendtner havde som 18-årig en vild tid med druk flere dage i træk og hyppige besøg på stripklubber, da han i sæsonen 2006/07 var udlånt fra Arsenal til Birmingham City i den næstbedste engelske række.

Resten af holdet tog også del i udskejelserne, og som en af de yngste blev det blandt andet forventet, at Bendtner stillede sin bolig til rådighed for medspillere.

- Hvis en holdkammerat har brug for lidt "private time" med en anden dame end sin kæreste eller kone, så bliver det helt almindeligt at spørge truppens yngstemand om et par timers husly. Så ringer de på, som om det er et horehus, jeg bestyrer, fortæller Bendtner i bogen.

Bendtners lejlighed, der var 300 kvadratmeter, blev i omklædningsrummet kaldt "the shag pad".

Trods det vilde liv havde Nicklas Bendtner god succes i Birmingham.

Kvinder i landsholdslejren

Det var blandt andet her på Hotel Marienlyst i Helsingør, at landsholddet ifølge Nicklas Bendtner festede. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Det var ikke kun i Birmingham, at Nicklas Bendtner festede løs. I bogen beskriver han nemlig en udpræget festkultur på landsholdet, hvor der blev holdt 'rumfester'.

- Landsholdets værelser ligger i den ene ende af Marienlyst, og vi får så nogle friske piger til at medbringe forsyninger og booke værelser i den anden ende. Når Morten Olsen og de andre ledere er gået i seng, kan vi luske derover og gå til den, fortæller han i bogen.

- Faktisk ville det undre mig, hvis DBU skulle have været fuldstændig intetanende om fænomenet. Jeg tror, der bliver set igennem fingre med en del, så længe det ikke tager overhånd, lyder det videre.

Politiken har talt med den nuværende landstræner, Åge Hareide, der ikke har oplevet problemer med fester i sin tid som landstræner.

På druk før debut

Nicklas Bendtner scorede i sin debutkamp mod Polen. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

Fester og druk fylder meget i bogen og har også fyldt meget i Nicklas Bendtners karriere, siden han blev professionel for mere end et årti siden.

I 2006 fik Nicklas Bendtner sin debut på landsholdet, og som blot 18-årig tog han alle danske fodboldhjerter med storm, da han scorede til 1-0 i en venskabskamp mod Polen.

Hans forberedelser havde dog langt fra været optimale, da han blot fire dage inde debuten havde været nærmest bevidstløs af druk.

Til en fødselsdagsfest tømte han en flaske Fisherman, forklarer Bendtner i bogen.

- Alt herfra er noget, som jeg har fået fortalt: At jeg besvimer og bliver løftet over i en trillebør. At nogle af drengene kører mig til Otto Liebes Allé, hvor min 14-årige lillebror åbner.

Bendtner sover branderten ud, og dagen efter møder han ind i landsholdslejren, men "har ikke skyggen af minder" fra sin første træning med landsholdet.