Efter profilstop: Tysk landstræner afviser racisme på landsholdet

Den tyske landstræner udtaler sig for første gang om situationen vedrørende Mesut Özils stop på landsholdet.

Joachim Löw afviser racismeanklagerne fra Mesut Özil. REUTERS/Ralph Orlowski/File Photo (Foto: Ralph Orlowski © Scanpix)

Der er aldrig blevet ytret racistiske kommentarer af folk på eller omkring det tyske fodboldlandshold.

Sådan lyder det fra landstræner Joachim Löw, der onsdag for første gang udtaler sig om situationen vedrørende Mesut Özils stop på det tyske nationalmandskab.

- I al den tid, jeg har været en del af Det Tyske Fodboldforbund, er der aldrig blevet sagt racistiske bemærkninger på vores hold, siger Löw i forbindelse med udtagelsen af det tyske landshold forud for to kommende kampe mod de franske verdensmestre og Peru.

Udtalelsen står i kontrast til Mesut Özils begrundelse for at stoppe på landsholdet tilbage i juli.

Dengang skrev Arsenal-spilleren på Twitter, at han på landsholdet havde en "følelse af racisme og mangel på respekt".

- Jeg plejede at bære den tyske landsholdstrøje med stolthed og glæde, men det gør jeg ikke længere.

- Det, som har frustreret mig mest i de seneste måneder, har været den dårlige behandling, jeg har fået af DFB (Det Tyske Fodboldforbund, red.) og i særdeleshed af DFB-præsident Reinhard Grindel, sagde tyskeren i forbindelse med sit stop på landsholdet.

Efterfølgende har netop Reinhard Grindel beklaget sin håndtering af sagen.

- Set i lyset af de racistiske angreb mod ham (Özil, red.) burde jeg have været mere konsekvent, og jeg burde have beskyttet Mesut Özil bedre, sagde Grindel til Bild am Sonntag tidligere i august.

- Jeg er ked af, at han følte, at DFB havde ladt ham i stikken i den forbindelse, tilføjede formanden.

Özils familie stammer fra Tyrkiet, og den 29-årige midtbanespiller blev mødt af hård kritik fra mange tyskere, efter at han i maj stillede op til et foto med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Mesut Özil nåede at spille 92 landskampe for Tyskland.

/ritzau/

Facebook
Twitter