Fodboldfans får nu en ekstra chance for at komme forbi Århus og "se giraffen". FC Barcelonas stjernespækkede hold - med Ronaldinho i spidsen - har sagt ja til at spille en ekstra kamp i forbindelse med klubbens sommerlejr i byen.
De spanske mestre havde i forvejen forpligtet sig til at spille en træningskamp mod AGF mandag den 25. juli. Men nu er det lykkedes Århus Elite A/S at få programmet udvidet.
Barcelona-spillerne får fornøjelsen af at møde et udvalgt Østjydsk hold med de gamle AGF-spillere Marc Rieper og Lars Lundkvist som managere, og opgøret løber af stabelen på Atletion lørdag den 23. juli kl. 19.30.
De sydeuropæiske stjerners sommervisit i Smilets By er et produkt af en længere kontakt mellem Århus og FC Barcelona. Således var den katalanske klubs præsident, Joan Laporta, på nytårsbesøg i Århus, hvor han blandt andet mødtes med borgmester Louise Gade.