Åh åh! 2-1 vil sende Danmark hjem fra EM

Belgien og Holland kan sende Danmark ud af slutrunden, hvis de spiller 2-1 på mandag.

Danmarks EM kan være slut, hvis Belgien mandag slår Holland med 2-1. (Foto: Grafik: DR Sporten © Scanpix)

Der venter en gysende afslutning på EM-gruppe A mandag, når Danmark møder Norge, samtidig med at Belgien og Holland spiller. Alle fire hold kan teoretisk set stadig nå at sikre sig de to øverste placeringer, der giver avancement til kvartfinalen – selvom det ser svært ud for Norge, der endnu ikke har fået point.

Det helt grumme faktum for Danmark er dog, at Belgien og Holland begge kan sikre sig en plads i kvartfinalen, når de mødes mandag. Det sker, hvis Belgien slår Holland 2-1 - altså en belgisk étmålssejr, hvor begge hold scorer. I det tilfælde vil det være lige meget, hvor stor en sejr Danmark eventuelt måtte få mod Norge.

En 2-1-sejr til Belgien vil betyde, at både de og Holland slutter på seks point, og hvis Danmark vinder over Norge, vil vi ende på samme pointscore. Man vil så kigge på målforskellen i de indbyrdes kampe mellem Danmark, Belgien og Holland, og her vil Danmark trække det korteste strå. Regnskabet vil med en 2-1-sejr til Belgien se sådan ud:

Belgien: 2 mål for, 2 mål imod, +0 Holland: 2 mål for, 2 mål imod, +0Danmark: 1 mål for, 1 mål imod, +0

Alle tre hold har altså samme målforskel på nul, men Belgien og Holland vil begge have scoret et mål mere end Danmark og derfor snuppe de to kvartfinalepladser.

Men det er selvfølgelig kun, hvis Belgien vinder 2-1 over Holland på mandag. Du kan til gengæld læse her, hvordan Danmark sikrer sig en kvartfinaleplads.

Her kan du læse Uefas regulativer for gruppespillet ved EM. (Foto: Uefa.com © UEFA)

Danmark og Norge vises på TV 2 mandag klokken 20.45, mens Belgien og Hollands kamp er samtidig på TV 2 Sport. Du kan også følge de afgørende kampe på dr.dk eller i LIGA på P3.