Danmark vil ud over stepperne i EM-skæbnekamp

Det er på ingen måde planen at forsøge at fedte sig til noget i EM-skæbnekamp mod Norge, lyder det fra kvindelandsholdet.

Danmark skal ud i en potentielt meget nervepirrende kamp mod Norge mandag aften. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Vind eller forsvind. Eller vind og forsvind alligevel. Eller spil uafgjort og gå videre - eller ryg ud af turneringen.

Det er et regnestykke af de helt komplicerede, når Danmark mandag aften spiller EM-skæbnekamp mod Norge i det sidste opgør i gruppespillet.

Danskerne er afhængige af resultatet af den anden kamp i gruppen mellem Belgien og Holland, så de danske spillere lader matematik være matematik og fokusere i stedet på, hvad de selv kan gøre.

Få tre point på kontoen med en sejr.

- Vi skal angribe kampen. Vi kan ikke stille os ned og så vente på, at de kommer. Vi ved, at de også skal bruge nogle mål og en sejr, så det bliver en vanvittig kamp. Jeg glæder mig helt vildt, siger Sanne Troelsgaard, der som alle andre kan studere de forskellige scenarier for vejen mod EM-kvartfinalen i artiklen her.

Glem den håndbremse

De norske modstandere har også ryggen mod muren, da de har tabt de to første kamp ved EM og skuffet stort. Trods de dårlige norske resultater vil Line S. Jensen dog ikke kalde Danmark favoritter.

- Jeg synes ikke, der er nogen favorit. Det er en fifty-fifty-kamp. Begge hold har noget at spille for, selvom man måske kan sige, at vi har et lidt bedre udgangspunkt end dem, men det er vist også den største fordel, vi har, siger Line S. Jensen, der også lægger vægt på, at det handler om at fokusere på den kamp, som man selv spiller og ikke Belgien – Holland.

- Det vigtigste for os er, at vi bare slipper håndbremsen og kommer fremad. Vi skal nyde at spille og nyde at vi er til EM.

Danmark møder Norge mandag aften 20:45. Kampen vises på TV2.

Facebook
Twitter