KARAKTERER Lykke er ikke til at komme udenom

Den danske målmand Stina Lykke får topkarakter af DR Sportens fodboldkommentatorer Henrik Liniger og Arnela Muminovic.

(Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Det danske landshold har skrevet historie! For første gang nogensinde har holdet spillet sig i EM-finalen efter en hård kamp i semifinalen mod Østrig.

Herunder er DR Sportens fodboldkommentatorernes, Henrik Liniger og Arnela Muminovic, karakterer:

Stina Lykke, 12

Hun laver ingen fejl og er sikker. Der er fire straffespark mod hende i kampen, og der går nul ind. Det er et klart 12-tal. Hun var ikke til at komme forbi og sendte Danmark i finalen.

Theresa Nielsen, 7

Det er i vores højre side, at tingene sker, hvis de skal ske. Hun var også mere offensivt med, men der mangler slutprodukt på afleveringerne. Ofte ser det lovende ud, men så mangler lige det sidste.

Simone Boye, 7

Er igen god, da Danmark holder nullet, men det er ikke hendes mest overbevisende kamp. Hun blev stresset, når Østrig kom i presset. Men så scorede hun også lige på det afgørende straffespark. Det skal hun have kredit for.

Stine Larsen, 10

10 med pil opad. Hun spiller så godt i det forsvar. Få gange går hun forkert og bliver for angriberivrig, men hun er et fund i det forsvar, og uden hende var vi ikke kommet i finalen, for så havde vi stået uden Jannie Arnth og Mie Jans og med noget helt andet. Hun vinder nærmest alle hovedstødsdueller og er aggressiv.

Line Røddik, 02

Hun havde det virkelig svært. Var for passiv og for nem at komme forbi. Hun placerede sig også flere gang dårligt, og det ligner hende ikke. Hun blev også pillet ud i pausen, og hun er i fare for at ryge på bænken i finalen til fordel for Cecilie Sandvej.

Sanne Troelsgaard, 10

Hun leverer en super arbejdsindsats hele vejen igennem. Selvom hun var træt til sidst, kom hun både med i feltet og hjem at forsvare. Kæmpe arbejde af Troelsgaard på midtbanen, hvor hun også kommer til at spille i finalen.

Maja Kildemoes, 4

Hun gjorde mange gode ting, men hun begår også et straffespark og får et gult kort, som betyder hun må skiftes ud. Men ellers gjorde hun det fint og må være en sikker finalestarter.

Line S. Jensen, 7

I de 70 minutter hun får, inden hun bliver skadet og må udgå, spiller hun en rigtig god kamp. Hun fylder meget på banen og vinder rigtig mange nærkampe. Hun er god til at byde sig til, men rent offensivt kommer der ikke meget fra hendes side.

Katrine Veje, 4

Hun skælder ud over altid at få 4, men det får hun igen, for problemerne var i den danske venstreside. Men hun gør et godt defensivt stykke arbejde. Vi havde glædet os til at udfordre Østrigs tunge højreback, men det kom næsten ikke til at ske. Vi så ikke meget til hende offensivt.

Pernille Harder, 7

Det var ikke den bedste landskamp af Harder. Hun virkede frustreret, og så fik hun sit første gule kort i en landskamp nogensinde, og det var for brok. Hun havde ikke så godt fat i sine førsteberøringer, selvom der ikke var så meget pres på hende. Hun tager dog et stort ansvar for holdet og er som altid farlig. Hendes lederevner defensivt og offensivt skal fremhæves.

Nadia Nadim, 10

Hun var exceptionelt god til at holde på bolden. Vi smed den ofte højt op på banen, og der mistede hun den ikke. Hun viste også fysisk overskud, og så scorer hun et overlegent straffespark.

Indskiftninger:

Cecilie Sandvej, 7

Kommer ind i pausen og lukker godt af i venstre side. Det er med pil opad – næsten et tital. Der er lige nogle perioder, hvor hun er i problemer. Hun kommer ikke meget offensivt med, men en solid præstation.

Frederikke Thøgersen, 7

Stabil indskiftning. God defensivt, hjælper Theresa Nielsen og vinder mange bolden, når hun komme ned i banen. Der kommer også indlæg fra hende, så hun er god at have med, og det ligner, at hun starter inde i finalen.

Sofie Junge Pedersen, 7

Hun får 50 minutter, gør det fint, men bliver heller ikke helt presset i kampen. Hun brænder dog et straffespark, så det afspejler sig også i karakteren.

Nicoline Sørensen, UB

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk