Landsholdsspiller samler tomme flasker: De kalder mig ”Mie Pant A/S”

Landsholdsspilleren Mie Leth Jans kan på en god måned samle pant for 300-400 kroner.

Mie Leth Jans har en usædvanlig hobby. Den danske landsholdsspiller samler nemlig på tomme flasker og indløser pant. Det har hun gjort, siden hun var helt lille.

Og selvom hun i dag er 23 år og så sent som i sidste måned skrev under på en fuldtidskontrakt med den engelske storklub Manchester City, så kigger hun stadig langt efter de tomme flasker, når holdkammeraterne tømmer en sodavand efter træning.

- Det startede som en hobby, og så blev det næsten et job. Jeg bliver drillet og kaldt ”Mie Pant A/S”, siger hun.

Barndomsbyen Dragør var ofte fuld af svenskere, der var kommet til Denmark for at få billig alkohol. Så allerede inden Mie Leth Jans havde lært plus minus og gange, var hun ude og tjene sine første penge.

- Det stammer fra da jeg var lille, nærmest inden jeg begyndte i folkeskole. Dengang kom svenskerne til Dragør for at købe sprut. Og så sagde min far, at hvis jeg ville tjene nogle håndører, skulle jeg spørge, om jeg måtte få deres tomme ølflasker, og så indløste jeg dem og fik penge.

- Da vi kom i 7. klasse i folkeskolen, og man måtte gå ud og købe noget i frikvarteret, kom drengene tilbage med en sodavand, og så løb det lige pludselig op i penge, og så kunne jeg se en mulighed for at tjene penge på en nem måde, siger Mie Leth Jans.

Men hvor meget kan du så tjene på at samle pant?

- Når det går rigtig, rigtig godt, og jeg får samlet på job, i Brøndby og på min kærestes job, så er det løbet op i en 300-400 kroner om måneden. Pengene går oftest til gavepenge til familie og venner.

Ikke noget pantsystem i England

Mie Leth Jans’ venner skal i starten vænne sig til hendes hobby, men i dag kommer de selv og aflevere deres tomme flasker til hende

- De kommer med dem, fordi de ved, jeg bliver glad.

Efter sommerferien skal Mie Leth Jans begynde en ny tilværelse i England, hvor hun skifter til Manchester City for at blive fuldtidsprofessionel.

Skiftet betyder ikke bare, at hun får mindre tid til at samle flasker, det engelske pantsystem – eller snarere mangel på samme – gør det også langt mindre interessant at samle flasker.

- De drillede mig lidt derovre, da jeg skiftede og blev interviewet, og sagde, at de måske skulle få lavet et pantsystem, så jeg har noget at lave.

Mie Leth Jans er tvivlsom til Danmarks vigtige gruppekamp mod Norge, der spilles mandag, efter at hun fik et vrid i foden i opgøret mod Holland.

Danmark-Norge bliver vist på TV 2 fra kl. 20.45. Den kan også følges i livetekst på dr.dk eller høres i LIGA på P3.

Facebook
Twitter