De er helt enige om, at gruppen er umådeligt svær, danskerne.
Danmarks EM-pulje byder på stjernespækkede Spanien, verdensranglistens treere fra Tyskland og Finland, der formentlig ender med at blive det hold, de andre skal slå.
Til gengæld er den danske EM-delegation ikke helt enige om, hvad målsætning er for sommerens slutrunde. Måske netop fordi puljen byder på så stærk modstand.
Landstræner Lars Søndergaard er i hvert fald ikke meget for sådan direkte at sætte et stempel på, hvilken endestation han forventer.
- Det er altid svært, for så kan man hurtigt blive skuffet. Jeg håber, at vi ser et dansk hold, der går ud og spiller sin chance. Et hold, der tør spille og gå højt op, når det er nødvendigt. Jeg håber, at hver enkelt spiller op til sit bedste. Gør de det, kan alt ske, siger Lars Søndergaard.
Sådan har det forsvarskrumtap Simone Boye det ikke. Hun ved præcis, hvordan hun har det med de tre forestående gruppekampe. Og resten af turneringen, for det slutter nemlig ikke efter det indledende gruppespil, hvis det står til hende.
- Det er vores mål at komme videre fra gruppen, men jeg er sikker på, at Spanien og Tyskland også har det mål. Formentlig også Finland. Sådan skal det være. Det bliver svært, men det er klart vores mål.
- Vi står et godt sted. Vi har spillet nogle gode kampe, så jeg har en god følelse. Det er stærke modstandere, vi skal op imod, men det er en slutrunde, hvor alt kan ske, siger Simone Boye.
Den danske viceanfører var en del af det danske landshold, der i 2017 vandt sølv efter et finalenederlag på 4-2 til hjemmebanefavoritterne fra Holland.
Bøvl og småskavanker i forsvaret
Netop forsvarsgeneral Simone Boye har sørget for panderynker hos landstræner Lars Søndergaard frem mod slutrunden. Hun er en af flere spillere, der mangler kampform efter et forår uden tid på grønsværen.
Simone Boye har ikke spillet et eneste minut for den engelske storklub Arsenal siden marts. Hendes defensive kollega Rikke Sevecke spillede sin seneste Premier League-kamp for Everton i januar.
- Jeg tror, at vi er et godt sted. Vi ved først, når det går løs, hvor godt vi står. Der ligger stadig nogle småbekymringer ved vores bagerste med skader og sygdom.
- Rikke Sevecke og Sofie Svava sad over i den seneste kamp. Simone Boye har døjet med skader, og det virker det til, at de er på vej. Men det er klart, at der er forskel på træning og kamp, siger Lars Søndergaard.
Selvom han ikke sætter en direkte målsætning forud for slutrunden, håber han på, at Danmark kan nå langt. Så vil han nemlig kunne udnytte hele den brede danske trup.
EM-slutrunden blev sparket i gang med åbningskampen mellem England og Østrig onsdag aften på et udsolgt Old Trafford. Der kommer ikke 75.000 tilskuere til danskernes første kamp mod Tyskland fredag. Så mange kan der ganske enkelt ikke være på stadion i Brentford.
Alligevel er Danmark helt klar. Målsætning om at gå videre fra gruppen eller ej.
- Glæden er der. Spændingen er der. Og det skal den være, for vi kan mærke, at det bliver så stort, og jeg håber virkelig, at det bliver en lang turnering for os, siger Lars Søndergaard.
Kampen mellem Danmark og Tyskland kan følges på alle DRs kanaler. Se den på DR1, hør den på P4 eller læs med minut for minut på DR.dk fra klokken 20.