Nadia Nadim hyldes som et historisk forbillede: Det er stort

Nadia Nadim er stolt over at kunne inspirere både på og udenfor banen.

Hun scorede til 1-1 i kvartfinale-sejren over Tyskland.

Men Danmarks angriber, Nadia Nadim gjorde meget mere end det. Betydningen af hendes scoring og selve tilstedeværelsen af Nadim på det danske landshold rækker ud over de sportslige resultater.

Det mener i hvert fald Khaterah Parwani, der ligesom Nadim er af afghansk afstamning, er debattør samt talskvinde og juridisk rådgiver for Exitcirklen.

Efter sejren over Tyskland i søndags, skrev Parwani på sin Facebook-profil en hyldest til Nadia Nadim.

- Kampen var helt klart en historisk sejr for Danmark, men gang så begivenhedens indtryk med 1000, så ved du nøjagtig hvilken vild sejr det føles for enhver afghansk kvinde verden over, når det netop er selveste Nadia Nadim som flyver overnaturligt og nakker bolden i mål, skren hun.

- Det i sig selv er et HISTORISK slag som er så mange mange mange mange gange større. Ja, kære verden. Get used to it, for I kommer til at se rigtig meget til os kvinder med rødder i det bjergrige land, skrev Parwani.

Nadia Nadim er bevidst om sin rolle som forbillede både som spiller og som menneske. Og det er en rolle, hun gerne tager på sig.

- Det, synes jeg, er ret stort. Jeg er virkelig taknemmelig for at være med til at inspirere ud over fodboldbanen. Den situation havde jeg aldrig troet, at jeg skulle være i, siger Nadia Nadim til DR fra landsholdets EM-base i Holland

- Men jeg synes, det er fedt at folk kan se det og at de kan bruge mig som eksempel, siger landsholdets spydspids.