Theresa Nielsen: Jeg er glad for alle de fester, jeg har sagt nej til

Den danske forsvarsspiller Theresa Nielsen nyder EM-succesen i fulde drag.

Theresa Nielsen blev den helt store helt, da hun stangede sejrsmålet i nettet mod Tyskland søndag middag.

Målet var hendes fjerde i nationaldragten efter 113 landskampe. Hun er derfor ikke en hyppig målscorer for det danske landshold.

Det får hende til at nyde rollen som matchvinder ekstra meget.

Men med rollen som målscorer følger også rollen som forbillede for mange danske piger, der spiller fodbold.

- Hver gang vi får af vide, at vi er nogle gode forbilleder, så bliver jeg faktisk helt oprigtigt glad. Det er super fedt, hvis jeg kan være med til at inspirere nogle piger hjemme i Danmark og give dem lyst til at spille fodbold. Vi har brug for alle de piger, der har lyst at spille fodbold, og jeg kan bare sige: Giv den gas. At komme hele vejen og opleve EM, det kan ikke blive større, lyder det fra den danske landsholdsspiller.

Glad for at have droppet festerne

Det er snart ti år siden, at Theresa Nielsen debuterede for det danske A-landshold. Dengang var hun 22 år.

Dengang bød livet som både ung og fodboldspillende på nogle fristelser, når vennerne lokkede med byture.

Men i dag er højrebacken glad for, at hun ikke lod sig drage.

Derfor er hendes råd til unge fodboldspillere også helt klart.

- Der kommer nogle tidspunkter i livet, hvor der skal vælges mellem fodbold og fester. De skal bare vide, at det kan godt være, at de opgiver nogle ting. Men jeg lover, at de får mindst det samme igen. EM er et tydeligt bevis på, at jeg er glad for alle de fester, jeg har sagt nej til, siger Theresa Nielsen.

Næste opgave for Theresa Nielsen og det danske landshold bliver EM-semifinalen mod Østrig, der spilles torsdag aften klokken 18.00.

Kampen kan følges direkte i LIGA på P3 eller på TV 2.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter