Underlegne Danmark blev mast og skal hurtigt op igen, hvis ikke de snart skal hjem

Efter fredagens store nederlag til Tyskland ved det danske landshold, at de skal lære af fejlene, hvis de vil videre fra EM-gruppen.

Rikke Sevecke var tydeligt påvirket efter sluftfløjt. (Foto: Alessandra Tarantino © Associated Press)

Danmark var langt fra at bestå første EM-test fredag aften.

Fire tyske scoringer og en afklapsning betyder, at det danske landshold nu ikke har råd til flere fejl i slutrundens gruppespil. De dumpede mod Tyskland og ved, at det handler om at lære.

For lektien er, at det ikke må ske igen, erkender den danske landsholdsanfører, Pernille Harder, der hverken var tilfreds med sit eget eller det danske spil.

- Vi skal videre. Der er en ny kamp på tirsdag, og det er vigtigt, at vi lærer af de ting, vi gjorde forkert. For der var mange ting, vi gjorde forkert.

- Vi virkede lidt nervøse, vi kunne ikke ramme hinanden med vores afleveringer. Det fungerede bare ikke for os, siger Pernille Harder.

Danmark indkasserede første gang efter 20 minutter. De rødhvide spillere samledes i en rundkreds og opildnede hinanden til at skære ned på fejlende og skrue op for niveauet.

Det blev bare ikke meget bedre. Fejl efter fejl gjorde det nemt for Tyskland, der broderede sig igennem den danske defensiv og ramte træværket ved flere lejligheder. Ligesom tyskerne ramte nettet. Tyskland gik til pause foran med 1-0, og i anden halvleg blev det til en regulær opvisning med slutresultat 0-4.

Efter kampen ved landstræner Lars Søndergaard nu, at der skal sejre på kontoen mod Finland og Spanien i de sidste to gruppekampe.

- Vi havde håbet på, at vi kunne få en bedre start på slutrunden, men vi mødte et stærkt tysk hold, og jeg må erkende, at vi var underlegne. De var fysisk stærke, de var ekstremt hurtige, og så blev vi tidligt i kampen usikre.

- Vi skal finde de ting frem, vi er gode til. Mod Tyskland blev vi mast, men det bliver forhåbentlig ikke tilfældet på tirsdag.

Både under og efter kampen slog de danske spillere ring om hinanden. (Foto: Dylan Martinez © Ritzau Scanpix)

'Vi skal steppe op'

Tirsdag møder Danmark Finland i en kamp, der absolut skal vindes. I næste weekend gælder det Spanien i, hvad der kan blive en direkte duel om en plads i de afgørende kampe.

Spillerne var tydeligt skuffede over sig selv og præstationen fredag aften. Men det nytter ikke noget at hænge sig for meget i det, siger midtbanegeneralt Sofie Junge. Selvom hun erkender, at der ikke var meget positivt ved fredagens kamp.

- Det er sindssygt nederen, men vi må videre, og det handler om at restituere frem mod de næste to kampe. Vi skal steppe op, og det er sådan set det eneste, vi kan tage med.

- Vi skal videre. Det må vi tage med. Vi ved, hvilket niveau vi skal op på, og vi skal vinde de sidste to kampe. Så simpelt er det, siger Sofie Junge.

Danskerne ramte ikke selv niveau. Samtidig storroser de tyskerne, der viste verdensklasse og spillede op til deres bedste. De var simpelthen bedre på alle parametre, siger Sofie Junge.

Undervejs i opgøret ændrede Lars Søndergaard formation. Tre friske spillere blev skiftet ind kort inde i anden halvleg, men intet fungerede sådan for alvor. Alligevel forsikrer han, at der ikke bliver skiftet på samtlige positioner til tirsdagens kamp.

- Vi skal bevare roen, for det, der var godt før kampen, kan også være godt på tirsdag. Det kan godt være, at der bliver skiftet lidt ud, men det er ikke udelukkende på grund af præstationerne i dag. Vi faldt som et kollektiv, siger Lars Søndergaard.

Tirsdagens kamp mod Finland spilles på tirsdag klokken 18.00 og kan følges på alle DR's platforme. Se den på DRTV og DR1, hør den i P4 eller følg den på dr.dk.