'Upopulær' Nadia Nadim er med som joker i Danmarks EM-trup: 'Valgt på det sportslige'

Onsdag udtog landstræner Lars Søndergaard den trup, der skal repræsentere Danmark ved EM i fodbold for kvinder.

Nadia Nadim er med i fodboldkvindernes trup til det forestående EM, der spilles i England. (Foto: Andrea Staccioli / Insidefoto © Insidefoto)

Med hånden i lommen og blikket rettet mod de fremmødte, fremlagde Lars Søndergaard teksten.

Torsdag satte den danske landstræner navn på de 23 spillere, som i juli skal forsøge at gøre Danmark til europamester. Blandt de 23 navne var Nadia Nadim, nok ikke som starter, men som joker, understregede landstræneren.

Nadia Nadim er netop vendt tilbage til fodboldbanen og spilletid efter en ni måneders skadespause. Og i dag var hun så med i den trup, som, den danske landstræner mener, er bedst rustet til succes til EM i England.

Og den 34-årige Racing Louisville-angriber vil på ingen måde skabe intern uro, understreger Lars Søndergaard, selvom den danske angriber den seneste tid har været udskældt og i mediernes søgelys på grund af sit ambassadørskab for fodboldherrernes VM i Qatar.

- Hun har været meget upopulær på grund af nogle valg, hun har foretaget med at være ambassadør (for VM i Qatar red.). Men Nadia er blevet valgt på det sportslige. Vi har modtaget fitnessrapporter fra hendes klub og tjekket videoer af træninger, siger Lars Søndergaard.

Han har tidligere understreget, at en udtagelse af Nadia Nadim ville kræve, at hun var klar til at svare på spørgsmål om sin rolle ved VM i Qatar.

- Vi vil gerne være et åbent og tilgængeligt landshold. Nadia kommer og stiller sig til rådighed lige som alle andre, siger Lars Søndergaard.

Hør Lars Søndergaard sætter ord på udtagelsen af Nadia Nadim i videoen herunder:

For få dage siden gjorde Nadia Nadim comeback i den amerikanske liga efter ni måneder på sidelinjen med et skadet korsbånd.

Den 63-årige landstræner begrunder sin EM-udtagelse af Nadia Nadim med, at hun kan bidrage i en jokerrolle. Kampformen har måske ikke i top, men det er erfaringen med 99 landskampe på Nadims' cv.

- Vi har fulgt hende i de minutter, hun har fået på banen. Vi har vurderet, at hun kan hjælpe os. Hun har erfaring fra tidligere og er vant til at være i søgelyset. Det er fint at have sådan en i truppen, siger han.

- Hun ved, at det (Qatar, red.) bliver et tema. Jeg håber, hun kan afklare nogle ting, fortælle om sine tanker, og hvad hun kan bruge ambassadørskabet til.

I videoen herunder kan du høre, hvad landsholdspiller Rikke Sevecke mener om, at Nadia Nadim er tilbage på landsholdet:

Lars Søndergaard håber, at Nadia Nadim vil få spørgsmål til Qatar, når hun møder op ilandsholdslejren, men også at man ikke glemmer, at hun'har kæmpet for EM-pladsen med ildhu'.

- Hun er en person, der deler vandene - lidt som Zlatan Ibrahimovic - til tider lidt arrogant. Det passer egentligt ikke til vores kultur, men vi kan godt lide det, når hun scorer de afgørende mål, siger Lars Søndergaard.

- Når vi kommer over de første dage, kommer der mere ro, for det kan ikke blive ved med at have nyhedsinteresse. Vi har foretaget et valg, og jeg håber, at man på et tidspunkt respekterer, at det gælder EM.

EM afholdes i England fra 6. til 31. juli. Danmark spiller sin første gruppekamp mod Tyskland 8. juli. Du kan følge slutrunden på DRTV og lytte med på LIGA på P4.