VIDEO Dommer underkender sig selv i engelsk sejr: Først straffe - så alligevel ikke

England slog Spanien 2-0 ved EM, men kampens dommer endte med at stjæle billedet, da hun fortrød sin egen kendelse for straffespark.

Søndag aften var der dømt topopgør i Gruppe D, da to af de helt store fodboldnationer tørnede sig sammen ved EM i Holland.

Både England og Spanien lagde godt fra land i EM-turneringen med sejre over henholdsvis Portugal og Skotland, så der var lagt op til et spændende opgør på Rat Verlegh Stadion.

Det begyndte da også helt forrygende med en scoring allerede efter to minutter af Francesca ’Fran’ Kirby, der bragte englænderne foran med flad afslutning. Åbningen på kampen var i det hele taget lidt af et festfyrværkeri med pæne chancer.

Èn af dem fik englænderne ekspederet i nettet via et særdeles godt hovedstød, men – måske ikke helt korrekt? – blev målet annulleret for offside.

Besynderlig hændelse

Underholdningen faldt en smule i takt med at englænderne trak sig længere tilbage på banen, men i anden halvdel af anden halvleg blev der igen lukket op for sluserne.

Spanien nåede at få forventningerne om en udligning i vejret, da kampens dommer først fløjtede for straffespark, men så fortrød og omgjorde det til et dommerkast. Det blev kampens mest mærkværdige detalje.

Fem minutter før tid lukkede englænderne til gengæld ned for spændingen, da Jodie Taylor, der lavede hattrick mod Skotland i åbningskampen, scorede til kampens resultat 2-0.