VIDEO Skotske kæmpekoks koster dyrt – Portugal får historisk sejr

Portugal scorede – med stor hjælp fra Skotland - sine første mål nogensinde ved en EM-slutrunde.

Portugal havde aldrig vundet en kamp ved EM, endsige scoret et eneste mål inden dagens opgør mod Skotland.

Men det fik sydeuropæerne lavet godt og grundigt om på – ikke mindst takket været et par store fejl af de skotske modstandere.

Specielt to skotske spillere vil sove dårligt efter kampen mod Portugal. Den ene er angriberen Lana Celland, som fik to kæmpe chancer i feltet, men fuldstændig mistimede sine aktioner, som man kan se i klippet herover.

Den anden skotske synder hedder Vaila Barsley og er forsvarsspiller. Det første koks leverede hun midt i første halvleg, hvor hun får sparket forbi bolden i sit eget felt, og så kunne Carolina Mendes sparke bolden i mål og score portugisernes første mål ved EM nogensinde.

Målet var stik mod spil og chancer, og lidt over tyve minutter igen fik skotterne fortjent udlignet ved Cuthbert.

Stillingen holdt dog kun nogle få minutter, så blev bolden spillet bagom uheldige Barsley. Og hurtighed har forsvarsspilleren ikke meget af, i hvert fald mindre end portugisiske Ana Leite, der løb fra Barsley og dirigerede bolden over i det lange hjørne til portugisisk sejr.

Med nederlaget har Skotland nu nul point efter to kampe, mens Portugal har tre. Gruppens to andre hold, England og Spanien mødes senere søndag aften – kampen vises på TV 2 Sport kl. 20.45.

Se målene fra kampen i klippet over artiklen.