EM-triumf i ølregn, solskin og total lykke

Da Danmark blev europamester i fodbold i 1992 eksploderede Roskilde Festival i en sand sejrsrus. Fodboldmagasinets vært husker tilbage.

Nirvana-forsanger Kurt Cobain gik på scenen på Roskilde Festival '92 kort tid efter den danske EM-triumf. Han lagde ud med at ønske "tillykke med sportskonkurrencen" (Foto: Jeff Davey © Scanpix)

For tyve år siden blev Danmark europamester i fodbold.

Nuværende vært på Fodboldmagasinets podcast, Janus Køster-Rasmussen, husker finaleaftenen og sig selv som 19-årig: For ung til at være ansvarlig, men gammel nok til at feste igennem.

Jeg husker EM-triumfen i 1992 gennem et filter af øl, lavt solskin og total lykke. Et perfekt øjeblik, intet mindre, en af den slags momenter i livet hvor alting falder i hak og bare er rigtigt.

Dem er der altså ikke så mange af.

Det er Roskilde Festival, jeg er 19 år gammel og står i ølboden til højre for Orange Scene. Jeg har, så vidt jeg husker, specifikt bedt om at blive vagtsat fredag aften, da jeg har hørt snak om at der ville være et tv i baren.

Og ganske rigtigt: En beskeden 22 tommers sag bliver sat op under loftet for enden af bardisken, så både gæsterne og os på udskænkersiden kan kigge med.

Baren eksploderer

Vejret er smukt, og foran baren står folk tæt, i en syv-otte lag. Det første, jeg husker helt specifikt, er da John Jensen scorer. Alt omkring baren eksploderer simpelthen. Folk kaster armene i vejret uden at tænke over de to halve liter øl, der ryger op i loftet.

Larmen er enorm. Vi begynder, helt spontant, at lange uaotoriserede gratisøl ud over disken til alle. Vi mente nok, at Carlsberg kunne være lidt gavmilde den aften.

Vilfort forløser menneskemængden

Ved hver Schmeichel-redning ryger der mere øl op i loftet, og da Kim Vilfort scorer til 2-0, opløser alting sig. Jeg kan stadig huske lugten af de uvaskede festivalgæster, der springer ind over baren og krammer os, mens øllet regner ned fra loftet og gennembløder alt og alle, som om vi stod inde i et vandfald.

Det samme scenarie gentager sig, da kampen bliver fløjtet af.

For vildt til Nirvana

Bagefter forsøger jeg at samle mig til koncerten med Nirvana, festivalens hovednavn og årtiets rockband. Det er komplet umuligt.

Og jeg går tilbage til ølboden, da farcen bliver total med Kurt Cobains ord fra scenen, som jeg stadig husker glasklart: "Congratulations with the sports contest". Han anede ikke, hvad vi fejrede, men han syntes tydeligvis at vi var åndssvage, fordi vi gjorde det.

Glemte fars fødselsdag

Min mor og far står i samme ølbod, og de er i mellemtiden ankommet til deres vagt. Min mor kommer diskret hen og prikker mig i siden: "Nu husker du at ønske din far tillykke med fødselsdagen, ikke?"

Det har jeg glemt alt om. Oplevelsen er så intens, at der ikke er plads til noget som helst andet i mit hoved. Som den kun kan være hos en 19-årig, der ikke har skyggen af ansvar i sit liv, men som er gammel nok til at feste igennem.

Til gengæld glemmer jeg aldrig datoen for EM-triumfen, for jeg kan normalt godt huske min fars fødselsdag: Den 26. juni. En dag, der forærede mig en syv kvarter lang, perfekt celluloidrulle, som jeg vil have med mig altid.