For 25 år siden lagde 'Gazza' sig i tandlægestolen og gav England følelsen af, at (næsten) alt kunne lade sig gøre

Ved EM i 1996 spillede England og Skotland en legendarisk landskamp - mest af alt på grund af Paul Gascoigne. Fredag aften mødes de igen til et EM.

Få ord lyder bedre end 'disgrace' med britisk tryk på stavelserne. Smag lige på det.

31. maj 1996 skreg avisen The Sun netop det, da billederne af en flok svedende engelske landsholdsspillere på en natklub i Hong Kong ramte forsiden.

Faktisk 'disgracefool'. En sammentrækning af skændsel og fjols, var mediets klare dom. Træningslejren inden EM på hjemmebane i 1996 var eskaleret. Optakten til den største turnering på engelsk grund siden VM i 1966, hvor England blev verdensmester for første og hidtil eneste gang.

På det lidet flatterende billede førte 'Gazza', roden og fodboldunikummet Paul Gascoigne, an i sin iturevne t-shirt med en øl i hånden. Bag ham fulgte Teddy Sheringham og Steve McManaman trop.

- Kig på 'Gazza'.. en fulderik uden værdighed, skrev The Sun om scenerne fra Englands træningslejr i Hong Kong inden EM på hjemmebane i 1996.

Nederst i højre hjørne gav The Sun avisens læsere muligheden for at komme til orde: 'Synes du, at 'Gazza' skal spille for England ved EM 1996?'

Og så var det ellers bare for læserne at ringe ind. Opkaldet kostede 'ikke mere end 10 pence'. Det var før abonnementer med fri taletid.

Ifølge McManaman, Liverpool-legende og manden til venstre bag Gascoigne, var forsiden dog kun en brøkdel af sandheden.

- Jeg tror, at folk drak i cirka ét sekund, blev gennemblødte og derefter hurtigt tog hjem, sagde han senere i et interview med FourFourTwo. Det var dog nok til at forevige øjeblikket.

Angående Gascoignes smadrede trøje var der, tilsyneladende, en logisk forklaring.

'Gazza' var - hårdt kæmpende - blevet overmandet af holdkammeraterne og bundet til en læderstol, mens bartenderen pøsede whiskylikør og tequila ned i halsen på ham. De kaldte det 'the dentist chair', tandlægestolen, og netop dén skulle siden vise sig at blive genopført på den største fodboldscene.

Men det kommer vi til, turen i tandlægestolen.

Fræk som en slagterhund. Paul Gascoigne var en éner på fodboldbanen. Under EM i 1996 scorede han et mål, der ved en afstemning blev kåret til det bedste nogensinde i Wembleys dengang 77-årige historie. (Foto: Neil Munns)

Hvorfor Hong Kong kort inden et EM? Landstræner Terry Venables tanke var, at træningslejren østpå ville fjerne presset og give spillerne en mulighed for at få slappet af.

- Terry ser det som en glimrende mulighed for spillerne til at skabe en stærk holdånd, sagde Englands rejsemanager, Brian Scott, dengang.

De kom da også tæt på hinanden, og ifølge den tidligere engelske landsholdsspiller Robbie Fowler blev stilen for turen allerede lagt på flyveren mod Hong Kong, hvor Paul Gasgoigne var plørefuld.

Der var noget med en stewardesse, en bar numse og en pilot, som truede med at nødlande flyet i Rusland og smide holdet af, hvis ikke 'Gazza' gassede ned, skriver Robbie Fowler i sin bog.

På hjemturen var Gascoigne så på spil igen, da han smadrede to af flyets tv-skærme. Spillerne valgte dog udadtil at dele ansvaret og betale de 5.000 pund (ca. 43.000 kroner) den slags kostede.

Sad og fiskede i et badekar

For os danskere er det triumfen i 1992, vi altid griber ud efter. I England endte EM 1996 - trods udskejelserne i optakten - med at blive en slutrunde, de aldrig glemmer. Sommeren, hvor (næsten) alt kunne lade sig gøre.

Jo, jo, englænderne røg ud i semifinalen mod Tyskland, da deres nuværende landstræner, Gareth Southgate, brændte sjette skud i straffesparkskonkurrencen, men der var så meget andet, der samlede dem.

Det var året, hvor sangen 'Three Lions' udkom. I ved nok, den engelske fans altid optimistisk synger inden slutrunder, før de i vanlig stil ryger ud i knockout-kampene.

'It's coming home. It's coming home. It's coming. Football's coming home.'

Særligt én kamp i 1996, gruppemødet med Skotland på legendariske Wembley, havde det hele, og fredag aften - 25 år senere - står det foran en genindspilning ved årets EM-slutrunde. England mod Skotland. En rivalisering, der får vores ditto med Sverige til at blegne. Se bare billedet nedenfor.

I 1977 invaderede skotske fans banen på Wembley efter en 2-1 sejr over England ved British Home Championship. (Foto: S&G)

Inden arvefjendeopgøret havde England tiltusket sig en lunken 1-1-løsning med Schweiz i åbningskampen, og da kamp to nærmede sig, var 'Gazza' fuldstændig ustyrlig, husker Englands landstræner Gareth Southgate.

- Jeg er ikke sikker på, at følelsesmæssig kontrol var hans ting, sagde Southgate i 2016 til The Guardian. Kærligt ment, selvfølgelig.

Derfor fik holdkammeraterne fremstillet en fiskestang til Gascoigne med det, de lige kunne finde i medicintasken. Så kom der ro på.

- Og der sad 'Gazza' så på kanten af det store badekar i Wembleys omklædningsrum med sin fiskestang og lod som om, at han fiskede, fordi det var det eneste, som fik ham til at slappe af, sagde Gareth Southgate.

- Guderne må vide, hvad han fiskede efter. Formentlig det, der lige flød rundt i badet, hvilket nok var mere behageligt før kamp end efter. Det var sjovt, men det var den slags bizarre ting, der skete, når 'Gazza' var der.

På banen kom ustyrlige Paul Gascoignes iver til gengæld til sin ret og mod Skotland sparkede han sig ind i historiebøgerne. Foran 76.000 tilskuere havde Alan Shearer først headet englænderne foran 1-0 efter 53 minutter på et veltimet indlæg, før reddede David Seaman et straffespark, og så stjal 'Gazza' altså showet.

En bold i dybden fik fornem behandling, et lille chip over modstanderen med venstrebenet, og inden bolden rørte jorden, flugtede Paul Gascoigne bolden i mål med højre.

Se målet i videoen herunder:

- Gazza kom buldrende som et tog. Jeg kommer aldrig til at forstå, hvordan han havde set Hendry (Skotlands Colin Hendry, red.). Han flipper bare bolden over hans hoved og ned på snørebåndet, boom! Det var fremragende, sagde daværende landstræner, Terry Venables, i dokumentaren 'Euro 96: The summer football came home'.

Hvordan fejrer man det, når man hedder Paul Gascoigne? Med tandlægestolen.

  • Tandlægestolen. En stykke med Paul Gascoigne (liggende) og Teddy Sheringham (med drikkedunken) i hovedrollerne. Holdkammerat Gary Neville kigger på. (Foto: NEAL SIMPSON)
  • Samme scene fra en anden vinkel. (Foto: Shutterstock)
1 / 2

Nutidens fodboldspillere kan øve sig fra nu af og til EM-finalen på deres instuderede jubelscener. De når aldrig Paul Gascoigne til sokkeholderne.

- Kun Gascoigne kunne gøre den slags. Altså, hvordan får man overhovedet den tanke? 'Nå ja, jeg er da nødt til at lave tandlægestolen', sagde Gareth Southgate om jubelscenen.

Et direkte spark bagud til alle de medier, som havde været på nakken af Englands verdensklasseangriber op til og under slutrunden.

Kampen blev spillet en lørdag og om mandagen - 17 dage efter billedet på natklubben i Hong Kong - krøb avisen Daily Mirror til korset i en artikel med titlen 'En undskyldning til Mr. Gascoigne'.

- Over de seneste to uger har Daily Mirror skabt et billede af, at Englands fodboldstjerne Paul Gascoigne er en fed, fordrukken og ubegavet person, der burde være sparket ud af truppen inden EM, skrev Daily Mirror.

- Vi er siden blevet opmærksomme på, at han faktisk er en fodboldtroldmand i stand til at vinde turneringen på egen hånd.

Avisen bøjede sig i støvet - og undskyldte.

- Go get 'em Gazza, you Geordie genius!

De vandt ikke turneringen, englænderne, men gav os så meget andet. Paul Gascoigne, og man kunne blive ved. Vi får næppe tandlægestolen at se igen fredag aften, men okay, mindre kan da også gøre det.

Du kan se mere til Paul Gascoigne i dokumentaren 'Paul Gascoigne - fodboldstjernens nedtur' på DRTV.

FacebookTwitter